Er græsset nu også grønnere hos naboen

anna+henrik-net
Det bliver ved jorden er årets tema ved Faglig dag i Vestjysk Landboforening. Foto: Anita Corpas

PRESSETEKST & FOTO for Vestjysk Landboforening

Forgyldte regnskaber, gode mælkepriser og mulighed for at opkøbe naboejendommen har sendt talrige vestjyske landmænd ud i luftkasteller. Men Vestjysk Landboforenings Faglige dag i Videbæk holder sig ved jorden.

Af Anita Corpas, corpas&co

FAGLIG DAG ER DAGLIGDAG: Sidste års faglige dag i Vestjysk Landboforening gav landmændene en tour ud i rummet med moderskibet VL Enterprise. Sådan se det hele ovenfra, få lidt luft og overblik.

I år har landmændene brug for at holde sig ved jorden og være det, de er gode til, siger Ida Ringgaard, chef for produktion.

Helt traditionen tro er hun ikke bleg for at sige sandheden lige ud og i år handler faglig dag i Vestjysk Landboforening om dagligdag.

Også folketingspolitiker Søren Pind siges at være kendt for at sige tingene åbent, direkte og uden omsvøb.

Han sætter i år punktum for den faglige dag med sit indlæg om politiske røverhistorier, personlig branding og om at vende en udørk til et paradis.

Lyst til at vende skuden
Beretningen om Sørens Pind’s turn around af København er højaktuelt, eftersom det lige nu flyder med forgyldte regnskaber, gode mælkepriser og mulighed for at opkøbe naboejendommen. Vestjyderne vil gerne rykke, men chefrådgiver Ida Ringgaard maner til besindighed.

– Der er brug for stor selvindsigt og fokus på, hvor god en landmand man virkelig er, nu hvor det kribler i mange for at få lov at udvide.

– Vi ved, at vestjyderne er gode til at tjene penge. Det har de altid været. Men derfor skal de ikke nødvendigvis til at være herremænd, fastslår Ida Ringgaard.

– Derfor er det vigtigt at finde ud af, hvorvidt både landmænd og deres køer i virkeligheden er effektive nok, om tiden anvendes godt nok og om der er plads til udvidelse, siger Ida Ringgaard til Vestjysk Landboforenings hjemmeside; vjl.dk.

Legetøj eller værktøj
Hvorvidt naboejendommen rent faktisk er et godt køb eller ej bliver blandt meget et fokusområde på årets faglige dag, hvor rådgivere og driftsøkonomer vil gennemgå faldgruber og potentiale ved det ”grønnere græs” hos naboen.

Endelig er de faktuelle tal fra 2013 og det kommende års nye trend også på billboardet – heriblandt om det er drengelegetøj – eller fremtidens mandeværktøj at bruge droner i landbruget.

Yderligere information:
Ida Ringgaard, chef for produktion i Vestjysk Landboforening – direkte telefon 4094 9550

TID/STED:
Faglig dag i Vestjysk Landboforening
Tirsdag den 11. marts 2014 kl. 9.30-15.15
i Videbæk Idræts- og Fritidscenter, Vestervang 28, Videbæk.