Nyt system erstatter 22 ringbind

Dorthe KrogsgaardSupersmart. Nu. Så enkelt kan det siges. Men undervejs har jeg været ved at rive håret af mig selv, siger Dorthe Krogsgaard om brugen af regnskabsprogrammet Summax.

Vestjysk Lbf. forud for Intro-møde om SUMMAX 

Tekst og foto; Anita Corpas

”Det sparer vildt med tid. Det er automatisk og simpelthen supersmart”.

Dorthe Krogsgaard, landmandskone og regnskabsansvarlig på fuldtid for bedriften ”Mogensgaard” på Holmsland gennem 20 år med 10 selskaber og tre produktionsformer er ramt af spritny regnskabsteknologi.

Hun anbefaler varmt brugen af det nye system Summax.
Imidlertid har vejen frem til de fine anbefalinger ikke været den rene vals gennem bonderoser.

– Jeg har været ved at droppe systemet flere gange. Det er en helt ny måde at tænke på.
– Puh, jeg har været ved at rive håret af mig selv, siger Dorthe Krogsgaard, hvis bedrift var blandt de første på vestkysten til at gå hele vejen med både e-faktura og overførsler fra bankdata og foderstof.

Ring til en ven
– Men nu anbefaler jeg det til alle, siger hun, men opfordrer kolleger til at bruge deres netværk.
– Tænk enkelt og logisk og brug dine kolleger som support. Gå ikke i gang alene.

– Koncentrer dig om et enkelt bilag. Tag fx en faktura og kør den igennem hele systemet, ellers er det alt for let at fare vild, understreger Dorthe Krogsgaard.

Nul papirer
Regnskabsprogrammet Summax taler hundrede procent sammen med Ø90, som er et konteringssystem mange landmænd allerede benytter sig af.

Summax modtager faktura, bankdata, opretter fortløbende bilagsnumre, konterer og betaler regninger helt automatisk.

Systemet kan selv aflæse e-faktura, pdf- og indscannede faktura.

Alle bilag bliver lagret elektronisk, og det har betydet et farvel til bedriftens 22 ringbind med bilag.

– Vi slæbte os en pukkel til med alle de ringbind til vores revisor. I dag er der ingen papirer, det er supergodt.

– Det sparer mig for en masse tid, og jeg har fået en hel anden arbejdsgang med et bedre overblik, siger Dorthe Krogsgaard.

Hun tilføjer; at det giver tryghed og hurtig support, når revisorassistent og revisor også har elektronisk adgang til alle bilag.

Dorthe Krogsgaard begyndte med Summax for lidt under et år siden og har nu fået det implementeret på alle familiens selskaber.

– Det er enten eller. Det går ikke i mit hoved med nye og gamle systemer. Og pengene er da kommet fra de, vi sælger grise til.

– Så jo, jeg stoler på systemet…. Sådan da. Vi gemmer alligevel bilagene lidt endnu – for hvis nu…

Fakta

Mogensgaard er ejet af Dorthe og Asger Krogsgaard på Holmsland og omfatter i alt 10 selskaber for slagtesvin, sohold og markdrift med tilsammen 1700 søer, 65.000 30-kilosgrise og 32.000 slagtesvin om året fordelt på seks gårde, der beskæftiger 18 ansatte og samlet driver 800 hektar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code