Radikal hetz på vestjyske landmænd

_DSC2389Politisk valgår varsler åbenbart jagt på landmænd, siger Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening. Foto: Anita Corpas

– Det er simpelthen uartigt at gøre sagesløse landmænd til jaget vildt i et forsøg på at genrejse en politisk mærkesag, siger Søren Christensen.

Han er harm over, at de radikale hetzer de vestjyske landmænd i sagnet om Nationalpark Skjern Å.

Af Anita Corpas

Så er valgåret skudt i gang, og politikere skal åbenbart manifestere deres store indflydelse på varm luft, siger Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening.

Den vestjyske landboformand er harm over, at de radikales folketingsmedlem Andreas Steenberg sidder i sin taglejlighed i Århus og hetzer de vestjyske landmænd i sagnet om Nationalpark Skjern Å.

– Man kan gentage en usandhed så tit, at nogen kunne tro, at den er sand, siger Søren Christensen.

I et læserbrev (red. Dagbladet Ringkøbing-Skjern, den 26. september), hævder det radikale folketingsmedlem, at Vestjysk Landboforening siger nej til og har modstand mod en nationalpark.

– Det passer jo ikke. Det var Folketinget selv, der stemte nationalparken død. Men valgåret varsler åbenbart vild jagt på landmænd.

– Det er simpelthen uartigt og helt urimeligt at gøre landbruget til gidsler i et forsøg på at rejse en mærkesag med politisk selviscenesættelse, siger Søren Christensen til landboforeningens hjemmeside.

Landmænd bakker op

Mens sagen om Nationalpark Skjern Å tilbage i 2010 kørte på sit højeste, var vestjyske landmænd og lodsejere enige om at bakke op om en nationalpark med udgangspunkt i otte forudsætninger, som 250 lokale beboere stod bag.

Ydermere fastslog daværende miljøminister Karen Ellemann (V) efterfølgende under et besøg i det vestjyske, at man imødekom de otte forudsætninger, og at der ikke ville komme restriktioner på landbrugsdrift i forbindelse med nationalpark.

Imidlertid valgte Folketinget i 2012 selv at afvise planen om en Nationalpark Skjern Å, og Vestjysk Landboforening har derfor ikke umiddelbart taget stilling til eventuel ny.

– Vi imødeser gerne nye planer. Men vores holdning er, at deltagelse naturligvis bør foregå frivilligt, og at effektivt drevet landbrug går hånd i hånd med flot natur og godt miljø.

– Og så mener vi, at det må være rimeligt at begynde med at omfatte de statslige arealer, frem for at starte med de private, fastslår Søren Christensen.

Yderligere information:
Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening, direkte telefon: 2094 026