Snak om blokpolitik er bare so last year

Besynderligt, at Dansk Folkeparti så ubetinget ser sig selv som borgerlige.

voa

 

Over 1,5 millioner vælgere har stemt på alle de andre. Og her er lige under 200.000 radikale ikke engang talt med.

Tyranni er karakteriseret ved, at det kun er én person, der styrer.
Og hvilket styre.
DF er jo ikke engang et ideologisk parti, men derimod et holdningsparti.

Sådant ét har vel i realiteten ingen farve.

Af Anita Corpas

Danskerne har valgt. Og signalet er vel ikke til at misforstå. Eller er det?
For det virker ikke rigtig som om, at politikerne tager vælgernes røvfuld alvorligt.

Da valgstøvet lagde sig, var Venstre gået tilbage over hele landet, havde mistet 13 mandater og Løkke selv havde fået over 23.000 færre personlige stemmer end ved sidste valg.

Hvorfor er han så valgets vinder?

Udenom Dansk Folkeparti har kun godt en million vælgere stemt på Venstre, LA og Konservative.

Hvorimod over 1,5 millioner vælgere har stemt på de andre. Og her er lige under 200.000 radikale ikke engang talt med.

Alligevel forærer DF lederskabet og måske statsministerposten til dem, de ikke engang er enige med.
Hvordan kan det være demokrati? Hvordan kan det overhovedet være retfærdigt?

Valgtyranni
Et demokrati er et folkestyre, der adskiller sig fra tyranni. Tyranni er karakteriseret ved, at det kun er én person, der styrer.

Lige nu føles det faktisk lidt som om, at det er Kristian Thulesen Dahl, der styrer.
I hvert fald er det DF, der bestemmer farven i Folketinget, til trods for de agter at stille sig uden for en regering og for ansvaret.

Det forekommer desuden besynderligt, at Dansk Folkeparti så ubetinget ser sig selv som borgerlige.
Dansk Folkeparti mener jo ikke engang selv, at de er et ideologisk parti, men derimod et holdningsparti.

Sådant ét har vel i realiteten ingen farve.

DF imod skattelettelser
Dansk Folkeparti er imod skattelettelser, der forringer grundlæggende velfærdsområder, og bifalder, at det er ”de bredeste skuldre, der må bære de tungeste byrder”.

Umiddelbart en holdning, der harmonerer udmærket med Socialdemokraterne, hvorimod den holdning næppe sidder lige i skabet hos de nuværende blå forhandlingspartere.

Det kunne være forfriskende, at Dansk Folkeparti sang en ny og mere moderne nationalsang om samarbejde, frem for krampagtigt at holde fast i gammel national tankemåde om blokpolitik.

Et samarbejde mellem de to partier, flest vælgere har bakket op om; Socialdemokratiet og DF. Et samarbejde, der blot ville kræve et enkelt andet parti – blåt som rødt for at samle de magiske 90 mandater.

Under valgkampen har de liberale politiske krav netop handlet ret meget om ikke at spendere flere kroner på vækst i den offentlige sektor. Liberal Alliance vil endda skære i det offentlige tilskud.
Venstre kalder det nulvækst. LA kalder det minus-vækst.

Det harmonerer jo slet ikke med, at Dansk Folkeparti vil have vækst i det offentlige.

Og en blå alliance harmonerer i særdeleshed ret dårligt med DF’s egne kernevælgere.

DF kontra velhavende mænd
Ifølge en artikel i Dagbladet Politiken sidste år, er DF et parti for folk med en kort uddannelse og relativ lav indkomst.

DF er et parti for folk med en kort uddannelse og relativ lav indkomst.

Politiken skriver, at 43 procent af partiets kernevælgere er over 60 år, mens kun ni procent er under 30.

En typisk husstandsindkomst for Dansk Folkepartis vælgere ligger et sted mellem 150.000 og 299.000 kr. årligt før skat.
Kun to procent af DF’erne har en hustandsindtægt på over 800.000 kroner.

Umiddelbart lyder det som et segment, der spiller rigtigt dårligt sammen med et blåt segment af ledere, funktionærer eller selvstændige i det private erhvervsliv eller bare velhavende mænd generelt.

For ikke at tale om at partiet har lovet at rette op på sine egne forringelser af dagpengesystemet.
Imidlertid er det næppe heller en serenade, der kommer til at lyde som sød musik i de blå korridorer.

Så hvorfor er det lige, at DF så gerne vil ind i en hardcore liberal politisk ledet alliance?

Nytænke politik
Vælgerne tænker ikke nødvendigvis i farver, når de sætter deres kryds, ligesom de politiske budskaber under valgkampen heller ikke absolut leveres i sådanne.

Under valgkampen taler kandidaterne i hvert fald mærkesager, som de selv vil, og ofte imod deres egne partipolitiske ideologier.

Politik handler i dag, godt nok til nogle vælgeres store frustration, ikke længere om farverige ideologier, men i stedet om farveblege personlige holdninger.

Det giver i princippet 179 forskellige holdninger fordelt på taburetterne.
Det er  i hvert fald set før, at inkarnerede SF’ere vågner om morgenen hos de radikale, at enhedskandidater konverterer til socialdemokrater eller at radikale, går i seng med Liberal Alliance.

Så helt ærligt. Al den snak om rød og blå blokpolitik er bare so last year.

Nutidens politiske arbejde synes i langt højere grad at kræve særlige gode evner for samarbejde frem for habile anlæg for at kunne male røde og blå streger.

Det lyder heller ikke særligt demokratisk, når Dansk Folkeparti trækker en regering ned over hovedet på danskerne, som de end ikke selv vil være en del af eller tage ansvaret for.

Så var det ikke mere gavnligt for ”Danmark og danskerne” at lytte til resultatet af valgnatten.

Det flest danskere vil.

Et resultat, der alene giver 84 mandater til liste A og O. Det flest danskere vil.

Socialdemokraterne er jo allerede i årevis beskyldt for at være blå, men de er det naturligvis ideologisk ikke.
Dansk Folkeparti vil tilsyneladende så forfærdelig gerne være blå, men de er det jo ikke…. og deres holdninger er jo slet ikke blå nok.

Så hvorfor er det så svært at nytænke valgdemokratiet og omfortolke valgresultatet mere moderne.
Frem for at sende Løkke ud og ind af Amalienborg, som var vi en bananstat.

Værd at læse: Osteklokkevalget 2015 / MandagMorgen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.