Svinemanérer sikrer gode resultater i staldene

Slotsejer Svend Brodersen fra Sønderjylland fortæller om sit økosats til 90 millioner kroner ved Faglig dag i Vestjysk Landboforening. Pressefoto: Gram Slot

Årets Faglige dag i Vestjysk Landboforeningen handler om at blive selvforsynende. Både på dyr, foder og pengesedler.

Det betyder nye tavlemanérer, det nye sort i majshøst og nye økonomivisioner. På dagen giver indehaver af Gram Slot desuden landmændene et boost med hjem om at turde.

PRESSE: Optakt Faglig Dag Vestjysk Landboforening

Af Anita Corpas

– Ingen tænder på udskrifter trukket fra en PC, heller ikke selvom de er i farver, pointerer Ida Ringgaard, chef for produktion hos Vestjysk Landboforening.

Sammen med udviklingsdirektør i Agrovi; Nicolaj Nørgaard vil hun ved Faglig dag i Vestjysk Landboforening den 10. februar i Rofi centret introducere den klassiske skoletavle for landmændene.

– Ugens statistik på computeren har det med at blive til et ”nå”. Derfor skal tallene i stedet op på en tavle for at gøre resultaterne synlige.

For når medarbejderne ser tallene på døde kalve eller en vigende mælkemængde sammenlignet med forgange uger motiverer det til at forbedre indsatsen, mener Ida Ringgaard.

– Når man skriver sine resultater op på en tavle, så gør negative tal ondt. Metoden inddrager medarbejderne og giver ejerskab til resultaterne.

– Det er en meget effektfuld procedure, svineproducenter gør meget ud af. Det kan vi godt lære af i kvægstaldene, siger Ida Ringgaard.

Rundt om produktion
Vestjysk Landboforening har i år desuden inviteret Byggeri og Teknik til at fortælle om varmeforsyning på gården og de forskellige tilskudsmuligheder.

Mens SvineRådgivningen stiller med varme tips om egenproduktion af polte og fokus på fremtidens korn i svinefoderet. Heri hører blandt andet rug og hestebønner, hvilket planteavlskonsulent Anders Smedemand Musse fra Sønderjysk Landboforening vil fortælle, hvordan dyrkes mest optimalt.

Råd til gæld
Imidlertid er det ganske svært at være selvforsynende med penge i landbruget t i øjeblikket, erkender økonomichef Søren Behrmann.

– Det er for så vidt heller ikke et mål i sig selv at bliver selvforsynende med penge. Det er fint med lidt gæld, når blot der er fleksibilitet til at stå imod dårlige tider, pointerer han.

Til Faglig dag suppleres Søren Behrmann af erhvervsøkonomisk chef i SEGES; Klaus Kaiser.

Landmændene får ikke blot et rids over de nuværende økonomiske vilkår, men også et bud på, hvordan perspektiverne for landbruget ser ud på lidt længere sigt.

Slot til 90 millioner
Endelig runder øko-landmand og slotsejer Svend Brodersen fra Gram i Sønderjylland den faglige dag af med at give landmændene et boost med hjem om at turde.

For knapt 10 år siden købte han og hustruen Sanne, Gram Slot med 440 hektar landbrugsjord til 90 millioner kroner.

Ønsket var skabe et levende landbrug, drevet med respekt for naturen og fokus på dyrevelfærd med produkter af helt unik kvalitet.

Gram Slot er blevet rammen om et spændende liv for familien og favner i dag alt fra kunstnere, erhvervsliv og helt almindelige mennesker. Sidste år gæstede 120.000 besøgende stedet.

– Landbrugsproduktion er i dag en vindersag, for det at skabe kvalitetsfødevarer er den største trend i hele verden.

– Der har aldrig været så mange fantastiske muligheder for at drive landbrug som nu. Derfor skal man gribe ideerne, se positivt på mulighederne og sætte dagsordenen for at skabe vækst.

– Det kan sagtens lade sig gøre, pointerer Svend Brodersen.

Tid & sted:
Onsdag den 10. februar kl. 09:00-15:15
Rofi Centret, Kirkevej 26 . 6950 Ringkøbing

Yderligere oplysninger:
Jens Møller Nielsen, direktør i Vestjysk Landboforening – direkte telefon 2427 7828