Våde drømme drukner det vestjyske landbrug

JJ-net

Med en højdeforskel på bare en halv meter til Ringkøbing Fjord, flyder vandet ud over markerne, så snart grødskæring er forsinket. Foto: Anita Corpas

PRESSE tekst & foto for VESTJYSK LANDBOFORENING

Indslag i TVMidtVest

Prisen for at gennemføre vandplanerne er eksistensgrundlag og livsværk til 30 millioner kroner for blot en enkelt vestjysk landmand.
Men vandplanerne vil knuse både bosteder, sommerhusområder og livet på landet, siger vestjyske landmænd.

Af Anita Corpas

Allerede nu stiger vandet ved Nr. Nebel i Vestjylland. Med en højdeforskel på bare en halv meter til Ringkøbing Fjord, flyder vandet ud over markerne, så snart grødskæring er forsinket.

– Nu vil miljøministeren sætte prop i Sønder Å og Sønder Å afløb – to af områdets vigtigste vandveje, siger Jan Haarsma, mælkeproducent i Lønne ved Nr. Nebel i Vestjylland.

Det betyder, at der ifølge de nye vandplaner ikke må grødskæres i de to vandløb, og med en så lille højdeforskel på blot en halv meter, er vandhastigheden alt for ringe til at holde vandløbene åbne af sig selv, siger Jan Haarsma.

Sumpsorte udsigter
Både han og kollegaen kødkvægsproducent John Pedersen er fortvivlet over de udsigter myndighederne stiller landbruget i Vestjylland i udsigt.
For perspektivet er hverken miljø eller natur – men sumpsorte, siger landmændene.

– Det hele forsumper. Vandet vil stige og umuliggøre afvanding af 300-400 hektar landbrugsjord. Det er helt sikkert, siger John Pedersen.

Han forklarer, at vandmasser fra baglandet hurtigt vil oversvømme landbrugsjorden, bosteder og sommerhusområder ved Sønder Å og Sønder Å afløb.

– Jorderne vil hverken kunne bære tyngden af afgræsning eller landbrugsmaskiner.

Knust livsværk.
Fastholdes kravet om ikke at fortsætte grødskæring i de to vandløb, bliver forløbet som at sætte en prop i en vask.

– I en radius af seks kilometer har vi blot en højde på 90 centimeter til Ringkøbing Fjord. Og med en højdeforskel til baglandet på 18 meter, vil området aldrig til at kunne aftage alt det vand, siger Jan Haarsma, der står til at miste hele sit eksistensgrundlag og livsværk til en værdi af cirka 30 millioner kroner, hvis vandplanerne gennemføres som på papiret.

– Til dato er der givet byggetilladelse til at udvide min bedrift, og så smider man den her i nakken på os. Vandplanerne kommer til at knuse folk på landet, fastslår Jan Haarsma.

Kender smagen
– Uden grødskæring sker der en voldsom vækst. Sønder Å gror hurtigt til i åkander og tagrør, og vandløbsgrøden vil lukke afløbet. Oveni har vandløbet stort set ingen strøm – eftersom faldet er så lille, siger John Pedersen.

– I dag står vandet i plovfugerne, så snart kommunen er blot en måned forsinket med grødskæring.

Mælkeproducent Jan Haarsma må opgive sin bedrift,
hvis vandplanerne for Sønder Å afløb gennemføres.
Foto: Anita Corpas

 

– Så vi har allerede en fornemmelse af, hvor slemt det vil blive, tilføjer Jan Haarsma.

Også teamchef for natur og miljø i Vestjysk Landboforening udtrykker bekymring for området.

– Landskabet er meget fladt. En reduceret vandløbsvedligeholdelse kan meget vel få katastrofale følger, siger Tove Urup Madsen.

Imidlertid er det kommunen, der skal lave beregninger på konsekvensen af de forskellige indsatser, når perioden for høringssvar om seks måneder er slut.

– De beregninger følger vi tæt. Og vi kan se, at de høringssvar vi lavede forrige gang vandplanerne var i høring, rent faktisk også har en effekt, påpeger Tove Urup Madsen.

Mød frem til stormøde
De to landmænd opfordrer derfor deres kolleger til at møde frem til stormøde i Herning, og til at sende høringssvar ind igen.

– Hvis ikke vi møder frem eller giver lyd, så signalerer vi enighed. Men vi sammentygger ikke, understreger de samstemmende.

Stormøde om vandplanerne foregår i Landbocenteret, Birk Centerpark i Herning den 26. juni fra kl. 19:00.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code