VJL / Den forgyldte mælkevej går gennem marken

Text og foto til web og tryk LandboVest no. 46 – Vestjysk Landboforening

Formand for team-kvæg, Jacob Spangsberg (th) driver med sin bror Jørgen og far Chris et I/S landbrug omkring slægtsgården, Kirkegaard i Hanning.Foto: Anita Corpas

 

Af Anita Corpas

 

Trods Muhammedkrise og superlav dollarkurs stiger mælkeprisen stadig støt. Mens mange lande har svært ved at udfylde deres landekvote, er Dansk Mælk specialiseret. Vi producerer ikke til bulk, men forædler i stedet mange af vores produkter.

 

– Jeg tror på, at mælkeprisen holder. Derimod ser det langt værre ud med foderpriserne. Det er en helt anden verden, for nu er det sælgers marked, og det er vi slet ikke vant til, siger Jacob Spangsberg, formand for Team-Kvæg i Vestjysk Landboforening (VJL).

 

Dyrk selv foder til koen

Han forklarer, at den store efterspørgsel til bio-brændsel tvinger foderpriserne helt ekstremt i vejret. Situationen gør det alarmerende vigtigt for landmændene at dyrke alternative afgrøder.

 

– De, der kan sikre sig en så høj selvforsyningsgrad som muligt, vil tjene penge. Det er en fremadrettet strategi for kvægfolk, pointerer Jacob Spangsberg.

Han henviser til, at VJL netop rådgiver landmændene om selv at dyrke alternative græsarter.

 

Langt ud i hegnet

Det betyder, at landmanden kan gøre bedriften helt op omkring 75 procent selvforsynende med dyrefoder ved at indføre nye græs- og majsarter.

Men det nye fokus kommer til at kræve mere rådgivning omkring miljø, spår formanden for Team-kvæg.

 

– Fremtiden bringer helt klart meget rådgivning omkring miljø. Og det er ikke udelukkende på grund af miljøgodkendelserne.

 

– Jeg tror, at der bliver krav om naturplaner for den fremtidige drift af jorden Og så vil omsætningen stige helt vildt i miljø-afdelingen.

 

– I fremtiden bliver det ikke bare sådan, at du får lov at dyrke din mark, du skal også have rådgivning i at dyrke den rigtigt, påpeger Jacob Spangsberg.

 

Krav om alt-i-et

Kravene til morgendagens landmænd stiger fortsat. Derfor er det ekstremt vigtigt, at rådgivningen har hele paletten at trække på, påpeger Jacob Spangsberg.

 

Det betyder, at rådgivning ikke blot omfatter dyrene, men også økonomi, regnskab, miljø, dyrlæge og en målrettet strategi.

– I dag gives der en individuel helhedsrådgivning, for der skal der være sammenhæng med, hvad du som landmand vil fremadrettet, siger han og forklarer, at en god rådgiver også er menneske-kender.

 

– Det er en stor opgave at rådgive om folks fremtid. Og vi har en stærk rådgivningsenhed i VJL, som virkelig kan flytte noget for landmændene, fastslår han.

——————————————————————————–

Fem af de svære til Spangsbjerg

 

Af Anita Corpas

 

Hvad sker der i Regionsudvalget?

– Regionsudvalget er lidt af en død sild, der har tre millioner kroner stående på en konto. Vi mødes to gange årligt primært for at diskutere, hvad pengene skal bruges til. Det faglige og til dels også det politiske arbejde varetages for en stor del i og af landboforeningerne.

 

Hvad er dine visioner for Vestjysk Landboforening (VJL)?

– Vi har formulerede visioner i VJL om, at vi vil vokse – ikke gennem fusioner – men ved indefra kommende vækst. Vi vil have full line kunder på alle områder. Vi vil samle rådgivningen i stærke teams, der kan bistå landmanden på alle tænkelige områder.

 

Hvad er den største udfordring?

– Den største udfordring er at fastholde vore rådgivere. Det er godt, at vi kan lære de unge op, så andre vil have dem. Men det er træls, at kæresterne trækker rådgiverne væk herfra. Det kræver, at vi skaber attraktive arbejdspladser. Det har top-prioritet at holde på rådgiverne.

 

Hvordan vil du sikre, at det sker?

– Vi har Danmarks bedste rådgivning. Vi er en aktiv forening, der kræver de bedste kvalifikationer og mest engagerede medarbejdere. Team Kvæg bliver i dag brugt over hele landet. Vi har et forholdsvist ungt Team Kvæg, hvor der sker noget, og hvor man aldrig er bange for at prøve noget nyt.

 

Hvordan ser fremtiden ud som mælkeproducent?

— Produktionen vil fortsætte i to strenge – den økologiske og konventionelle. Øko-linien er ikke længere en niche. Men vi vil se mange store kvægbrug i fremtiden, der er koncentreret på færre hænder.

——————————————————————————–

Bag om kvæg-formanden

 

Jacob Spangsberg er 33 år og formand for Team-Kvæg og medlem af PR-udvalget i Vestjysk Landboforening (VJL). Han også formand for Regionsudvalget for Kvæg i Landboforeningerne Midtvest.

Sammen med sin bror Jørgen driver han et I/S på slægtsgården, Kirkegaard i Hanning, hvor brødrene er sjette generation på gården.

 

Jacob forestår mælkeproduktionen, der i dag omfatter 200 SDM malkekøer med en kvote på1900 ton og en produktion på 9700 kilo per årsko, foruden en produktion af DC velfærds kalve.

Jørgen står for driften af markerne, der omfatter 200 hektar planteavl, hvoraf de 50 hektar er forpagtet.

Bedriften beskæftiger derudover en landbrugsmedhjælper.

 

Jacob Spangsberg er gift med Mette, som også er landbrugsuddannet, og parret har sammen Niklas på fem år og lille Naja på 20 måneder.

 

Brødrene Spangsberg er desuden undervejs med miljøgodkendelse til byggeplaner på Mette og Jacobs ejendom, Kongsholm få kilometer uden for Hanning.

Her er det planen at opføre en ny løsdriftsstald med malkerobotter til 450 køer, mens opdræt af 200 kvier fortsætter på slægtsgården.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.