WEB TEXT
PRESSEMEDDELELSE – Vestjysk Landboforening
Af Anita Corpas
Bestyrelsen i Vestjysk Landboforening har været på samtaletur til hovedstaden. Resultatet er, at nu ved fødevarepolitikerne i hvert fald noget mere om landbrug, pointerer formanden
Bestyrelsen i Vestjysk Landboforening er netop hjemkommet fra møder med en række fødevarepolitiske ordførere på Christiansborg.
Og det overordnede indtryk er, at de fleste politikere er obs på landbrugets problemstillinger med langsomme miljøgodkendelser, stigende miljøkrav og de grønnes mange klagesager. Til gengæld halter det umiddelbart med viljen til handling.
– Fornemmelsen er, da vi gik fra Christiansborg, at man politisk godt er klar over, at der er problemer.
– Men man har enten ikke viljen eller evnen til at gøre noget ved vores situation, fastslår Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening.
GMO-kaos
Et af de mest presserende problemer landbruget står over for bliver at skaffe GMO-fri sorter til planteavlen herhjemme, forudser formanden. Eftersom EU ikke tolererer brug af genmodificerede råvarer.
– Det problem skal der simpelthen findes en løsning på. Det må politikerne forstå. Udenfor EU dyrkes der næsten kun med GMO, fordi det giver robuste afgrøder, der efterfølgende vil kræve færre sprøjtegifte og mindre gødning, påpeger Søren Christensen.
Et resultat der burde tiltale formanden for miljø- og planlægningsudvalget, Steen Gade, SF, som har stor fokus på et bæredygtigt landbrug.
– Vi fik derfor diskuteret gensituationen, foruden de dagsaktuelle problemer omkring miljøgodkendelser og pesticid-grænser, siger Søren Christensen.
Imidlertid gav regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti ikke blot de radikale skylden for at miljøgodkendelserne trækker i langdrag, men også udtryk for forståelse for, at økologisk råd er for aggressive med at anlægge for tynde sager.
– Økologisk Råd klager over alt, og ofte er der ikke slet ikke fagligt belæg for sagerne, pointerer Søren Christensen.
Heller ikke de konservative er tilfreds med hverken Økologisk Råds mange sager eller de lange udsigter på miljøgodkendelserne, og landbo-bestyrelsen blev mødt med forståelse for, at dansk landbrug skal have albuerum.
Vilje til kamp
Hos venstres fødevareudvalg blev der talt bredt om landbruget, hvor især den lokale politiker Jens Kirk vil kæmpe for, at miljøgodkendelserne i det mindste ikke skal genoptages i de verserende ansøgninger om udvidelse.
– Men alle politikere siger, at der skal gøres noget ved situationen. Desværre sker der ikke meget, når først vi går derfra. Viljen synes at mangle, pointerer formanden.
Alligevel er det ikke sidste gang Vestjysk Landboforening indtager borgen.
– Det er godt at møde politikerne, for nu kender vi dem lidt bedre – og på sigt kommer politikerne også til at kende landbruget bedre, fastslår Sørens Christensen.
Yderligere oplysninger:
Søren Christensen, fmd. VJL telefon 2094 0264
Anita Cramer Corpas er erfaren journalist og kommunikationsrådgiver.
Speciale: Journalistik i almindelighed, landbrug, nyheder, succeshistorier, kommunikation og mediekontakt.