Bragt i Medietrends

Forfatter: Anita Cramer Corpas

  • Robotterne skriver – mens medier stadig hakker i sten

    Robotterne skriver – mens medier stadig hakker i sten

    Bragt i Medietrends

  • The world is not fair – thank God

    The world is not fair – thank God

    One of my most important values is justice. We want to believe the world is fair – it makes things feel safer that way. But what if it isn’t?

    Three minutes of truth: “The world is not fair – thank God.” She’s my friend, and she says this to me. It sounds like a cynical relief, a sigh of realism disguised as wisdom. And yet, the sentence sticks with me – clings to my consciousness like something I should reject, but can’t quite ignore.

    One of my most important values is justice. Not because I believe the world is fair – but precisely because I know it isn’t.

    It matters to me that resources and opportunities are distributed fairly. Equal pay, equal dignity, equal rights.

    I believe that many people – not just me – have a deep need to believe the world is fair. Because justice provides a sense of safety. If we believe that “you get what you deserve,” then there’s some order in the chaos. It becomes a kind of defense mechanism: If I just behave well, work hard, take care of myself – then good things will come to me.


    But this is exactly where my friend disagrees. She doesn’t believe in that story.

    I don’t see it as a naive dream that everything should balance out, or that everyone gets what they deserve. For me, it’s a moral will – a choice to face inequality and injustice head-on, instead of looking away. It’s a belief that people are responsible for each other, especially when systems fail.

    To hold on to justice as a value is a kind of resistance. Against cynicism. Against resignation. Against the idea that “this is just the way things are.” It’s a quiet but stubborn voice saying: This isn’t good enough. We can – and must – do better.

    Justice doesn’t mean everything should be the same. It means we try to give people equal chances. That we see people’s worth, not just their usefulness. That we protect the vulnerable, not just admire the strong. That we understand goodness doesn’t happen on its own – and evil can’t always be explained away.

    But what would it actually mean if the world were fair? Would everyone truly get what they deserve – for better or worse?
    Would it be the weakest, the most fragile, the most exposed who would pay the price for their vulnerability?
    Would suffering be seen as proof of guilt – and privilege as a sign of virtue? If someone is in pain, does that mean they must have done something wrong?

    It’s a disturbing thought. Because in a truly fair universe, we might no longer excuse ourselves when we see suffering – we’d feel compelled to explain it. And worse: we might start to believe that it’s deserved.

    In some societies and cultures, poverty, illness, or social failure is seen as a sign of personal weakness. If someone doesn’t succeed, people think: They must have brought it on themselves.
    It becomes a kind of moral branding: Your situation reveals your worth. It’s rarely conscious cruelty – more of a social reflex that can lead to indifference and stigma.

    Certain interpretations of karma give the impression that everything happens because of past actions – maybe even in a previous life.
    In that mindset, even suffering in childhood can be explained as “deserved” in some larger cosmic accounting. It can be a way to make sense of senselessness – but also an excuse not to intervene.

    The belief in a just world can be comforting – but it can also lead us to judge others unfairly.

    So perhaps it’s precisely injustice that opens the door to compassion?
    Is it because the world is not fair that we have the opportunity to choose what is good, to reach out, to do the right thing – precisely because it doesn’t happen by itself?
    Injustice doesn’t become an excuse. It becomes a call.

    No child deserves to grow up in violence, hunger, or loneliness. No human tragedy can reasonably be dismissed as “something you brought upon yourself.”

    So maybe my friend is right. Maybe it’s important that we don’t fool ourselves into believing the world is fair. Because doesn’t that give us a responsibility – to make it more just?

    I do like the idea of the universe taking care of balance. That everything somehow works out fairly. That there’s a kind of accounting where good people are rewarded, and bad people punished.

    But the world doesn’t really work that way. Karma or fate – call it what you will – often shows us that good people suffer deeply, while those who act selfishly get off easy.
    Perhaps it’s because we tend to think of justice within the span of a single life.

    And that’s why we can’t rely on the universe to make things fair – at least not in this life. That responsibility lies with us – in our choices and our actions.

    Justice isn’t about cosmic balance. It’s about how we choose to treat one another – and where we place our responsibility.

    And in that sense, the sentence may not be cynical at all – but realistic.
    Maybe it’s because the world isn’t fair that we need to be.

  • Greenland and Denmark: Colonial wounds or strategic partnership?

    Greenland and Denmark: Colonial wounds or strategic partnership?

    On September 1, 2023, a highly qualified Danish diplomat was set to assume the role of Denmark’s new Arctic ambassador.
    With a background as a former ambassador to South Africa, legal advisor to the Ministry of Foreign Affairs, and a law degree from the University of Copenhagen supplemented by an MA in International Relations from the University of Exeter in England, he seemed like the ideal candidate.

    Now, a year and a half later, he has taken on a new job. He never started his role in Greenland because the Greenlandic government strongly objected to the position being filled by a Dane.

    Had a Greenlander been rejected for a position in Denmark on the grounds that they were not Danish, the case would almost certainly have ended up in the European Court of Human Rights.

    So why is no one addressing how problematic such attitudes are in a democratic society?

    With his now nearly world-famous lightning visit to Greenland, the son of the incoming U.S. president is spreading the narrative that Denmark is behaving in a racist manner toward Greenlanders. “The people of Greenland are treated as second- and third-class citizens by Denmark,” he said to Fox News.

    Greenland © Photographer: Anita Cramer Corpas

    In the interview, references are made to quotes from a few “young people” in Greenland, vividly illustrated with a small group of Greenlanders standing in line for red MAGA hats. A rather sad and overly generalized portrayal of the average Greenlander.

    Such caricatures are both undignified and misleading. Greenlanders are neither second- nor third-class citizens.

    That said, studies have documented that Greenlanders in Denmark experience discrimination and racism. Many Greenlanders face prejudice and negative differential treatment when interacting with Danish authorities, in the labor market, and in the education system. (Source: Report from the Danish Institute for Human Rights)

    A UN Special Rapporteur has also criticized Denmark’s treatment of Greenlanders, highlighting that they are subjected to structural racism and discrimination in public services. (Source: FN-Forbundet).

    There is, however, limited research on how Danes are treated in Greenland, apart from debates on whether Danish-speaking Greenlanders experience discrimination in Greenland.

    Greenland © Photographer: Anita Cramer Corpas

    A shared yet complex history

    It is important to note that the relationship between Denmark and Greenland is complex, shaped by a shared history and cultural differences.

    Unlike many European nations that colonized territories through violence, oppression, and mass killings, Denmark’s colonization of Greenland occurred primarily through cultural and religious influence. Missionary Hans Egede arrived in 1721 with the aim of converting Greenlanders to Christianity and establishing Danish presence.
    (Source: The History of Denmark website)

    Although this process was marked by power imbalances and forced cultural assimilation, it was not accompanied by military invasions or genocide, as seen in other colonies, such as those in Africa, the Americas, and Asia.

    The burden of historical wrongs

    One of the prominent issues in Greenland’s narrative about Denmark is the historical abuses, such as the “spiral case,” where approximately 4,500 Greenlandic women were subjected to forced sterilizations in the 1970s.

    Denmark has since apologized, and discussions about compensation are ongoing. It is essential to understand that such actions were not unique to Greenland but reflected the era’s eugenic ideologies, which were prevalent across the world.

    In many countries, including Denmark, the United States, Sweden, and Germany, eugenics was used as justification for forced sterilizations. Between 1929 and 1967, around 13,000 people were sterilized in Denmark, including women from the Sprogø Women’s Institution. Similarly, in Nazi Germany, over 400,000 people were forcibly sterilized under comparable policies.

    Moving Forward

    While such abuses were common in the mid-20th century, it remains crucial to confront this past and learn from it.

    When will the time be ripe for Greenland and Denmark to find a way forward where historical injustices are no longer wielded as weapons but serve as opportunities for dialogue and reconciliation?

    Greenland © Photographer: Anita Cramer Corpas

    The Danish billions

    The billions Denmark invests in Greenland are often seen as an economic burden. But if Greenland’s connection to Denmark is so costly, as some Danes might argue, why does Denmark hold on to it?

    Are these billions not, in fact, an investment in Denmark’s global relevance?
    Shouldn’t Danes start recognizing Greenland as a strategic partner rather than a recipient of charity?

    Currently, Greenland has not taken over responsibilities for key areas such as police, family law, prisons, defense, or foreign policy. An expense of approximately 1.5 billion DKK annually, in addition to the yearly block grant of 4.1 billion DKK.

    Greenland, therefore, costs Denmark what amounts to about two public holidays annually, in addition to Greenlanders’ preferential access to Danish education, healthcare, and social services. Yet, when Denmark fulfills its obligations toward Greenland, it is occasionally accused of exercising colonial dominance.

    This obligation, however, is reciprocal – Denmark’s financial support of Greenland justifies an expectation of cooperation. Greenland enjoys privileges that are not always matched by equivalent responsibilities toward Denmark. But this relationship is fraught with historical tensions and mistrust, rarely addressed openly.

    Where is the line between solidarity and dependence?
    When will the parties be ready to move beyond their historical roles as colonial ruler and victim, and instead see each other as equal partners in a shared future project?

    Greenland © Photographer Anita Cramer Corpas

    No power without Greenland

    Denmark invests billions in Greenland’s development and security, while Greenland’s geostrategic importance and vast size secure Denmark a significant place in the global community.

    Without Greenland, Denmark would not have a “snowball’s chance in hell” of earning a seat at the table of global powers. Greenland’s position between Russia and the United States, coupled with its size – 50 times larger than Denmark – gives Denmark an international weight it otherwise wouldn’t possess.

    Greenland is, therefore, not an economic burden – unlike, for instance, the Danish-Norwegian ownership of the West Indies, which was sold to the United States in 1916 for $25 million.

    A sale that, quite remarkably, also included U.S. recognition of Denmark’s claim to Greenland. Now merely a footnote, as the incoming U.S. president seems to have forgotten history and casts doubt on the partnership. Source: CNN

    There is no doubt about Greenland’s significance to Denmark and its indispensable role within the Kingdom of Denmark.

    This mutual dependency raises questions about solidarity and dependence – and who is truly exploiting whom? Without genuine respect, the two countries risk deepening the conflicts and mistrust that already simmer beneath the surface.

    Is it possible to move beyond a focus on blame or demands and ensure a future where both Denmark and Greenland can meet as equal partners – despite the history, despite the cultural differences, and despite the obvious challenges?

    When will the time come for both Danes and Greenlanders to ask themselves what true, equitable cooperation should look like?

    Greenland © Photographer: Anita Cramer Corpas
  • DANGER AT FIRST SIGHT

    DANGER AT FIRST SIGHT

    A story of desire, deception, and the perilous path between love and chaos. Would you dare to know the secret, even if it costs you your life?

    COFFEE BREAK – SHORT STORY: »If I tell you, I might have to kill you. « Eric smiled at her thinking that she would never do so anyway.

    »What are you going to tell me? « He replied freshly and acted cool realizing that she actually was a bit anxious. He was confused. He had only asked her about how long, she had been single, how many dates and so on. Polite stuff. Now she seems a bit too serious, he thinks.

    »First you must swear that you really want to hear this, and you won’t tell, what you hear… to anybody. Swear it. «

    Her seriousness surprised him. He felt they were just beginning to get to know each other.
    He said, it was not the time to get so bossy and added: »It’s way too early for that, I think. « He laughed out loudly.

    The heat was almost unbearable. In 140 years of recording temperatures, this was the hottest June scientists had ever witnessed.
    But she was not laughing, so it couldn’t get any hotter, he thought.

    He ran his hand through his hair and tried to make himself presentable as fast as possible. He cleared his throat and drank some of his Americano before he continued the conversation much more seriously than he felt like.

    »But will it have some effect on me? «

    »Yes. It will affect you. «

    »Well, am I able to live with it? « He smiled trying to divert the tension from a somewhat dramatic situation, but apparently without luck. She looked at him with her bright light blue eyes, and she appeared so weak but trustworthy.

    »I seriously don’t know…« she said.

    She was strangely unprovoked by the heat. Her suit was immaculate, and she wasn’t sweating. The mental strain made him even hotter, and he felt the sweat dripping on his back.

    »Are you sure, I want to hear this at all? « He replied.

    »No.«

    They were sitting in front of the open window at the café. Outside people were avoiding the sun, eager to get home from work or school or anything that kept them in the sun. He glanced at a couple, who was struggling to close a defect car door while thinking about the killing at Vesterbro last Friday.

    A disabled construction worker who’d argued with an old couple upstairs in their building near the theater “Det Ny Teater” on the street Gl. Kongensgade was shot. Maybe it was the heat. People get so crazy in weather with such high temperatures. Anyway, the day before he “snapped” the neighbors said. They were a kind couple around 78 years old. Hans and Vera. They were too nosey, he argued. Perhaps they were. In fact, they were able to tell that he seemed a bit depressed. Maybe because he had been seeing a woman. That’s for sure, the old couple said. Later he was found shot in Copenhagen Harbor.

    Eric looked at her wondering, how grim the secret could be. After all they had just met. But he didn’t like the fact that she wasn’t making any fun. The whole situation was too serious, and it was too soon for that.

    »I think, I will pass. « He slowly said, not even sure that he meant it.

    »Okay. «

    »Sure? « He was surprised.

    »You decide. « She leaned back, and her slim hand was resting calmly on the table. On her right hand she wore a ring with a big stone. It seemed a bit too oversized for her. Too gigantic and too heavy. He had never seen anything like it. The color was deep and shifting in different light from black to dark grey. Her nails were similar to the color on the ring in a way. He couldn’t resist himself, grabbed her hand, and accidentally stroked her ring.

    Instantly she moved her hand away. He sensed that she didn’t like his hand to be on top of hers. And she didn’t like him to fiddle with her ring. Instead, she squeezed his hand too and smiled at him. A wonderful sunny smile, as he felt the heat even more intense. Happiness or some similar, gave him added encouragement to throw away his cautions along with his ordinary life.

    With his free hand he loosened his tie a bit. He was struggling between his fear of hearing something that would destroy the perfect happy moment or make his wish to run away and never come back-feeling go away. He felt like a little boy deemed to choose between ice-cream or staying home from school.

    They were looking at each other in silence. She nodded slowly.

    »It’s okay«, she said it to calm him down. She squeezed his hand some more, before she grabbed her Espresso. He felt, as she was leaving him already. He just wanted to feel her warmth, even if it only was through her hand.

    He had developed a growing desire for her. He wanted her, and his eyes were intensely following her small movements. He already loved the look of her lips taking quick small sips of a strong drink. Her cupid’s bow was rippled perfectly, when her lips touched the cup.

    He gave up. »Ok tell me. Tell me the secret, « he said.

    Slowly she placed the cup on the table. Without looking directly at him, she smiled mysteriously and seemed very satisfied. For a moment he felt like, he got caught in a trap all by himself.

    »You are sure? « Just for a second, she looked at him in such a strange way that his intuition was telling him that he should run and never come back. Then her eyes shifted, and he realized that he had just fallen in love. How could he resist such bright blue eyes? He hesitated but not for long.

    »Yes, I’m sure«, he said even though he really wasn’t.

    »Then we will meet again. I will call you, « She got up. Her suit wasn’t even creased. He was holding her hand disappointed as well as anxious about facing a new meeting. He felt childish wanting her to stay and hardly able to let go. Keeping her hand in his ignoring that he was sweating. How could she look so good at 52? He wondered.

    The coffeeshop felt abandoned, when she left. She took the air and a meaningful life with her. He felt alone, abandoned and unloved and already longing for the next meeting.

    At first, he was counting the minutes then hours and now days hoping to see her again. But she didn’t call him back.

    For weeks he struggled with the silence. He suffered losing self-esteem, wondering why she didn’t call him. He managed not to contact her even if, he could just see her Insta-profile which was highly attractive. Nearly every day he looked. Sometimes just to look at her pictures. She drank a lot of coffee, ate at fancy restaurants and visited famous places.

    But nothing about family, work, sports or some other private stuff. And she didn’t call.
    Every day he hoped that there would be a new photo of her or some disclosing private details of her daily life.

    Suddenly the profile was gone. He almost cried.

    Days went by. He got up. He took the bus to Copenhagen City Hall. He spent the day accounting. He went home. Eating and watching games TV was boring, and he was hurt.

    Sometimes on weekends he went to the cemetery: “Vestre Kirkegård”. Sat there for hours, sometimes the whole day, sat in the shadow under some big trees, looking at a tombstone from the Smith-family. A rough stone with the RIP inscription on top. He felt like a stone himself. A stone that someone had doomed to rest in loneliness.

    After nearly two months of silence, he lost any hope that she would ever contact him again.

    When he finally got a text message, where she suggested they should meet, he was both skeptical and surprised. Mostly skeptical.

    He got up. Took the bus to City Hall, did some work on his accounts, arrived in good time at The Old English Pub. He knew the bar would be crowded, but he managed to find a spot in the back by waiting for some younger people to leave. He immediately jumped down the bar stool and conquered the vacant booth.

    He waited.

    He was constantly looking back and forth between the door and his watch.

    She was late.

    That gave him devastating thoughts, while his heart pumped with hope and enthusiasm. Maybe she wouldn’t come. Of course, she would. Maybe she was standing him up. Of course not. He got nervous, lost confidence, then got a hold of himself. “Yeah, I’m old. 58 is old. But I have money to buy some good appearance,” he said to himself and pulled down his knit bomber jacket from Michael Kors.

    Clothes like that kept him years younger than he actually was. His appearance usually surprised women. Unfortunately, he had lost the taste of meeting women for a long time. But now this one did something to him that left him helpless. He became sensitive and was longing for her.

    When she finally arrived, he could see no-one else but her. He couldn’t even say anything. He looked at her, while she was striding through the crowd with great elegance. Only staring at him. He was fascinated and automatically got up to welcome her. A thousand questions went through his mind, but he was only saying this:

    »A last. «

    She smiled and asked for a glass of Chardonnay.

    The first minute or two he couldn’t say anything except to look at her and shake his head.

    » I feel, as if I’m dreaming. « He finally uttered. He forgot all about being skeptical. He forgot all about the months, he had been suffering.

    » Why now? Why all those months? « His voice was too high. He heard it himself, but he was too stressed to reflect badly about it. His eyes were focused on her lips taking quick and small sips of wine. He inhaled the look of her perfect cupid’s bow, while her lips touched the glass, and the upper lip made an adorable wrinkle.

    » I have been busy, « she said, while she was placing her glass on the table.

    He grabbed both her hands. Once again, she gently managed to remove her hand. He unconsciously noticed that she didn’t like someone to be near that ring, but he was too busy looking at her wanting her and not make her go away. But as he had learned the last time, humor was not her style. So, he didn’t dare say anything funny about the ring, since she seemed so fond of it. Even if it seemed too big and the embedded stone so wrong for her. But exactly why was the stone on that ring so big?

    » Nice ring you have, « he said. » You seem so fond of it. Did you inherit it? «

    » Just something I have from my grandmother « She seemed to be watchful, as she wasn’t sure of whether, he was pulling her legs.

    » You like it? « She asked.

    » I think it’s big. Why is it so big?

    » Maybe there is room for something inside, « she replied, and for she briefly looked, as she would laugh. He didn’t understand why she didn’t.

    » Maybe coke? « He whispered hoping to get her to laugh.

    » Maybe poison? « She whispered back to him, and he caught a clear warning by the sound of her. From somewhere near to cruel her laugh was unwomanly cold, and her response immediately took the thrill out the conversation. For a second his intuition warned him not to interfere with this woman.

    The frightened look on his face made her stop and observed him intensely. When she spoke, he noticed once again that the color of her eyes shifted.

    » Dating can be dangerous you know. « Her voice was low and threatening, and even if it scared him off he ignored his bad thoughts with humor.

    » Maybe later you will drug and abuse me? « He said with a grin on his face ignoring the nagging warning voice back in his head screaming at him to get his memory back. To get him to remember, how he suffered the last couples of months. But he didn’t listen, how could he? She was so tiny and elegant. So perfect.

    She was playing with her ring spinning it around her finger. She was looking at him with a distant glance and he got afraid of her thinking of someone else. He panicked. Afraid that he would lose her.

    » Tell me your secret. Or tell me anything. I want to see you. I want to know you. Why didn’t you call? What do you want? « He responded desperately.

    She just sat there and looked at him, until she suddenly took his hands and placed them on her cheeks. As if she decided to be kind.

    » It is so nice to see you again, « she said with such a gentle soft voice that his hearth immediately was touched.

    » You are so handsome. I nearly forgot how good-looking you are. Are you wearing Kors? You seem so young, « she said, and he was thrilled by her words and totally forgot all about her misconduct and his painful couple of months.

    » You are too kind. When I see you, I’m overwhelmed « he replied.

    She kissed his hands and kept them in hers. He was drowning when looking into her eyes and saw her pupils get larger and the iris turn in to a new level of ice blue. Everything came back. All his previous feelings. He was longing for her. He wanted her badly, and it seemed that the last several months of pain had disappeared. He smiled eagerly to get something back like a smile, a kind word or a promise.

    » Tell me why you left me. « He was persistent and wanted to know, how to undo everything, he might have done wrong. To do it better. Make her happy. To make her stay. To make her want him back.

    » I think, we need to get something to eat. I know a good place around the corner, « she spoke.

    » I have reservations at Alberto K. « He said it like in trance and for the first, she seemed a bit surprised by his great initiative.

    » I’m impressed, « she said. The restaurant was at the 20th floor of the Radisson Blu Royal Hotel. The best view in town and often fully booked. He was so thrilled to please her. Her admiration made his confidence grow.

    » Tell me something about yourself. « He asked.

    » What do you do? «

    » I work in an art gallery. I’m art director, « she replied and not that interested in talking about herself.

    » Do you have kids? «

    » No. «

    » Dog? Cat? «

    » No and no. «

    » Parentes? «

    » Sweetie let us talk about something else. «

    » Certainly. You name it. « He said.

    » I want to take you home with me tonight. « She said it just like that without any reason.

    At first, he was a bit shocked. Maybe it would be more accurate to say, he was upset, because he was provoked by her aggressive outgoing boldness. For some minutes he was speechless thinking about his own move. How could he reply to such a demand without losing his own self-respect? Without letting her know that he would rather die than say no to her. But he felt the need to respond in a way that kept him in charge. However, whatever he decided to do – he would for nothing in the whole world dare to push her away.

    He moved her glass of wine aside, stretched out his hands towards her with the palms up. Hesitantly she put her hands in his.

    » Ingrid. Lovely you. I’m so moved, « He paused and looked her in the eyes. Again, he noticed that the iris was changing color this time like a melting iceberg with reflection on the frozen water.

    He gently squeezed her hands carefully without touching her ring.

    » I want you to know that I cannot imagine anything that I would rather do than be with you. This is so hard for me to decide, because all I want is only to surrender to your request…give in to you. You are important to me, and I really need you to like me. I truly want you to know me. I sincerely want you to choose just me, as if you really, really care, « he said.

    It was a moment of true honesty from a vulnerable heart. A moment where everyone with bad intentions has to make a big decision in their lives about how to act upon another human being, choosing between right or wrong, good or bad, pain or love.

    She was silent, briefly looked at him, before she turned her eyes away. He was beginning to understand that her eyes were both the most appealing and the most revealing thing about her. For a moment he could swear by the look of her shiny eyes that she was really touched.

    » I think we need to get out of here. Maybe something to eat? « She quietly said.

    Later as they walked the streets, it felt so right for him to have her along his side, holding her hand, talking about politics, river rafting and their mutual feelings. Feelings he had. And surprisedly she also talked a little about hers.

    This was the best six minutes of walk he had ever had. Inside he felt like his chest was a big balloon, light, expanded and filled with helium. He felt like, he was walking on the moon with heavy legs on light air slowly walking around in moon boots.

    Something had changed. He didn’t know what it was. Maybe it was a shift in power. He felt more powerful, even though he had exposed himself. On the other hand, she seemed more balanced. Or maybe the whole dynamic situation between them had become more balanced.

    The next morning, he happily jumped out of bed. Satisfied with himself. At the bathroom mirror he looked at himself, smiling, telling himself that he was a stud and a very good-looking fellow. In addition, he was telling himself that he was a success that he was healthy and appreciated, checking his nose for long hair and counting the hours, until he would see her again.

    He took the bus to City Hall. He noticed several times that he was whistling happily, also during working hours while checking the accounts of large clients. He arrived home whistling. He looked at the phone, checked the email, stopped whistling and began to get anxious, walking restless around the apartment. With mixed feelings he realized she wouldn’t call him back.

    It is nearly quite meaningless to get into a description of how badly he had felt for months. He barely managed to keep his job. He was often grumpy and got a lot of complaints. Only because he was an outstanding accountant, did he avoid getting fired.

    For a period, he lost interest in looking younger. The hair in his nose was growing and he was awful black under his eyes a sign of stress caused by too many nights without a propper sleep.

    For a period, he lost interest in looking younger. The hair in his nose was growing and he was awful black under his eyes a sign of stress caused by too many nights without a propper sleep.

    He lost a lot of weight, because he didn’t cook properly. Daily he ate junk food. On weekends he stayed at home in front of the TV drinking too many beers, ate too many chips, looking at too much bad news about the increasing number of killings and dead bodies in the river. The media was talking about the dating-killer. All men his age.

    But suddenly one cold morning in March, when the sun was struggling to shine through the haze, he seemed to be wide awake and breathing again.He got out of bed. He took a walk to the grocery store, shopping for food, cleaned the house, bought a cat named Sammy.

    The next day he got out of bed, took the bus to City Hall as usual. He worked and was a bit kinder to people. He shopped some for good food, cleaned the house, talked to Sammy.

    He cooked and asked friends over for dinner. He put his life back in order. He was living again. Weekends he often went to the cemetery with Sammy, who enjoyed running around in the sun, playing with leaves, hunting birds or sleeping for hours in front of the Smith-family tombstone, while Eric was resting under the big trees.

    Again, it was one of those days in June, where the heat was almost unbearable. In 141 years of recording temperatures, this was the second hottest June scientists had ever witnessed.

    He was resting under the big tree at “Vestre Kirkegård” Cemetery. Nearly suffocating while Sammy also was too tired to chase anything, and therefore was sleeping peacefully beside him.

    He held his head back and took a sip from a bottle of cold water. The bright light from the gravel on the road in front of him bothered his vision. He squeezed his eyes together, drank some more, and it was exactly in that minute, he saw her.

    It was Ingrid.

    Slowly he lowered the water bottle. His brain immediately went into a state of denial, as if he could not believe his own eyes. His hearth stopped and his body went into alert. In a moment of great joyfulness, he forgot all his painful months of torment, before he froze in panic, as he realized, she had recognized him and moved across the grass directly towards him.

    He was unable to move, he just sat there facing his waterloo.

    » Eric… is that you? «

    He swallowed quick. Maybe unsaid words, shame or hidden pride.

    » No, it’s not, « he replied very fast.

    She was smiling, and he briefly considered, if someone would notice, if he killed her right away.

    He felt something pressing heavily against his chest. He coughed to clear his throat. The cat woke up, and Sammy, being a totally disloyal friend, jumped up clinging around Ingrid’s legs, like a tom cat in heat.

    She was kind enough to sit down with some distance. Sammy went crazy enjoying all the attention from petting.

    » I really can’t talk to you. I was hurt. I was exceedingly hurt. I still am « he whispered.

    Silently she still petted the cat, and Sammy got completely ecstatic about her touch.

    » Sammy come here «, he said in an authoritative voice to the cat using some goodies as bait, but he didn’t respond.

    » I really need you to leave«, he said, and she nodded.

    »Anyway, what are you even doing here, « he said without emotion and without giving it a thought that they were at a cemetery.

    She smiled very sadly so that he instantly felt bad about himself.

    » Sorry, « he mumbled.

    She nodded and looked at the cat which happily circled around her.

    » I really want you to understand, « she said.

    » I will never understand. « He felt rage growing inside.

    » I gave you something precious. I thought I could make you happy…give you happiness. In return you nearly destroyed me, « his response was fiery and loud. He was breathing heavily, as if he had been running.

    » I know, « she said and continued:

    » You will never understand. Despite everything that I did to you, it was because I really care for you. You touched me. I was moved. Therefore, I had to take care of you.«

    »Care of me? Are you nuts? You sound like a psycho. I nearly died. I was totally degraded. And you were just playing with me, laughing at me, « he raised his voice even more.

    » If you don’t go now, I’m not sure that I won’t hurt you, « he added.

    » I really understand you, « she said looking down at her lap, where Sammy now was lying while she daringly stroked him.

    » Please, let me have my cat, « he plead.

    » Actually, I was saving you, « she continued.

    » Please. Please leave, « he begged her to leave them alone.

    For a brief moment they were sitting in silence. The only noteworthy noise came from the traffic on Sjælør Blvd. and a steady purr from Sammy.

    » Eric, I need you to know that I’m dating a lot of men. It has nothing to do with you. I just need to, « she said.

    » Maybe someday, you will understand. Maybe someday you will know that I really cared for you. « She stood up and handed him the cat.

    Sammy cuddles up to Eric’s leg.

    » Why can’t you settle with one? With me? « He petted the cat not daring to look at her.

    » I can’t. I simply can’t, « She made a sweeping gesture.

    » Why? « he continued to ask, even though he knew he was nagging.

    » They…move on. They disappear. They are gone « she replied in a softly tone.

    » What happens to them? « He asked again looking for a creditable explanation.

    She was already walking away, when she changed her mind and turned around.

    » If I tell you, I really have to kill you, you know …« She smiled and turned around. He caught a glimpse of hers once so bright pale blue eyes, before they once again turned into dark slippery rocks.

  • When cruelty becomes entertainment: The tragic tale of a live dinner

    When cruelty becomes entertainment: The tragic tale of a live dinner

    OPINION: I’m too anxious to engage in such details. Once something like that crosses my mind, I can never erase it.

    So, I can’t account for the deeper narrative other than that the Danish food critic and actor have been reported to the police for participating in a dinner party in the Faroe Islands.1

    Thanks for reading Backlash! Subscribe for free to receive new posts and support my work.

    With an almost inhuman cold-bloodedness, the lobster’s tail was slowly boiled in water while those around counted to 12. Then they proceeded to eat the tail, while the other diners held the lobster’s claws to keep it from defending itself or scratching them in the face.

    At the same time, they struggled with a live octopus that was to be fried alive in a pan.

    “The food critic from Berlingske writes, ‘It tastes heavenly pure, not least with a few drops of lemon and a little salt’ (hard paywall). A statement he later allegedly regretted.

    Even though I didn’t want to, I cried when it was read aloud to me.

    It’s not just cruel; it leaves me feeling hopeless about how much we as humans still lack in our understanding of respect for life. This form of human callousness is not just an affront to the animal’s life but a terrifying reflection of our ability to turn a blind eye to the suffering of others.

    It’s disturbing how easily we can normalize behavior where living creatures are reduced to tools for pleasure and entertainment, with no empathy for the suffering inflicted.

    ‘It tastes heavenly pure, not least with a few drops of lemon and a little salt’

    The foodcritic defends his presence at the dinner by claiming that he is a journalist and describes what he sees.

    Does that mean he would just as indifferently witness a rape and describe its artistic execution? Really?

    In my opinion, the story should not be about how the lobster tasted. The story should be about how it was prepared.

    What do you think?

  • Politisk uvilje truer drikkevandet med motorvejsplaner i Aalborg

    Politisk uvilje truer drikkevandet med motorvejsplaner i Aalborg

    En bekymrende udvikling truer rent drikkevand i grundvandsparker til vandværker på grund af planer om en motorvej over Egholm.

    Presse for Borgerbevægelsen 2023

    Området omkring de sårbare boringsnære beskyttelsesområder ved Drastrup og Lindholm-Hvorup vandværker er truet af et stærkt politisk ønske om at anlægge en motorvej gennem to vitale grundvandsparker, siger pensioneret projektleder i Drastrup Pilotprojekt og landskabsarkitekt i Aalborg Kommune Gitte Ramhøj.

    – De to områder er en essentielle kilder til rent drikkevand og forsyner tilsammen mere end 1/3-del af borgerne i Aalborg, siger Gitte Ramhøj og forklarer, at de to vandværk er nøglevandværk, og derfor helt afgørende kilder til at forsyne borgere og lokalsamfund med rent drikkevand.

    Gennem de seneste 30 år har blandt andet Aalborg Kommune haft rent drikkevand i de to grundvandsparker til vandværkerne i Drastrup og Lindholm-Hvorup som særligt indsatsområde.

    – Der findes ingen alternativer, og det kan blive meget dyrt for vandforbrugerne, at Aalborg Kommune skal opspore og rense forurenet grundvand fra anlæg og drift fra en motorvej, hvis det overhovedet er muligt, siger Gitte Ramhøj.

    Hun finder det helt afgørende, at beslutningstagere handler med omtanke og indsigt for at bevare disse uvurderlige ressourcer og sikre rent drikkevand for fremtidige generationer.

    – Den rene vandforsyning i Aalborg er helt afhængige af, at der er ansvarlige politikere, der træffer ansvarlige beslutninger for at beskytte områderne for fremtiden, siger Gitte Ramhøj.

    Politisk uvilje

    Imidlertid er drikkevandet truet af det politiske pres på anlæg af en motorvejstracé gennem to grundvandsparker, der ser stort på, at anlægget vil udgøre en alvorlig risiko for en varig og uoprettelig forurening af grundvandet, mener Borgerbevægelsen.

    – Det fremgår sort på hvidt af den seneste Miljøkonsekvensvurdering fra 2021, og desværre er den aktuelle situation, at det politiske ønske om at fremme motorvejsprojektet sker på trods af konsekvenserne for drikkevandet for byens borgere, pointerer formand for Borgerbevægelsen, advokat Louise Faber.

    Både Borgerbevægelsen og Gitte Ramhøj har indgivet adskillige høringssvar for at sikre, at drikkevandet i Aalborg bliver beskyttet mod anlæg af en motorvej. Det står imidlertid i kontrast til Aalborg Kommunes høringssvar fra april 2021, mener de.

    I Høringssvaret anfører Aalborg Kommune blandt andet, at linjeføringen er afvejet af hensynet til drikkevandsboringerne i Drastrup, og at Aalborg Kommune har fokus på afkørselsanlægget ved Ny Nibevej for at sikre, at grundvandsinteresserne beskyttes bedst muligt.

    – Det er helt utilstrækkeligt at skrive, at ”hensynene er afvejet” og at grundvandsinteresserne ”beskyttes bedst muligt”.

    – Sådanne udtalelser åbner for muligheden for at acceptere en forurening, hvilket strider mod det grundlæggende princip, at i Danmark skal grundvandet kunne drikkes efter blot at være iltet og filtreret.

    – Der er behov for politikere, der tager ansvar for de fremtidige generationers drikkevand – også når der skal besluttes anlæg af motorveje, fastslår Louise Faber.



  • Kommunal partistøtte til bestemt linjeføring er uden for rammerne

    Kommunal partistøtte til bestemt linjeføring er uden for rammerne

    Kommunale midler til at fremme en motorvej i en bestemt linjeføring ligger udenfor rammerne af vejloven såvel som kommunalfuldmagten, mener formand for Borgerbevægelsen.

    Presse for Bogerbevælgensen

    I den verserende sag angående Aalborg Kommune og Aalborg Alliancen, fastholder Aalborg Kommune, i et svar til styrelsen, at have ret til at anvende kommunale midler til at fremme særlige politiske interesser, som fx hvor en bestemt statslig vejstrækning skal ligge frem for en anden.

    Det er i strid med loven at sætte lighedstegn ved behovet for en 3. Limfjordsforbindelse og politisk fremme en bestemt strækning som Egholmmotorvejen, mener formand for borgerbevægelsen, advokat Louise Faber.

    Ikke lovligt at fremme politiske sager

    Aalborg Kommunes støtte til Vejdirektoratets VVM-redegørelse 2021 på 2.5 millioner kr. er derfor på kollisionskurs med det kommunale lokalitetsprincip, mener Borgerbevægelsen.

    Et princip, der blandt andet indebærer, at kommunen kun kan varetage eller støtte opgaver, der med en geografisk afgrænsning er knyttet til kommunale opgaver.

    – Det strider med loven, at Aalborg Kommune har betalt milliontilskud til en miljøkonsekvensrapport til Vejdirektoratet på en strækning, der vedrører en statsvej uden at inkludere andre muligheder, siger Louise Faber og forklarer, at udgifter til statsveje hører under Vejdirektoratet.

    – Det fremgår af Vejloven. Ligesom når en lov fastslår en anden økonomisk fordeling, så giver Kommunalfuldmagten ikke hjemmel til give støtte til statslige myndigheders arbejde.

    – Den giver heller ikke hjemmel til at fremme særlige politiske interesser, som fx hvor en bestemt statslig vejstrækning skal ligge, frem for en anden, siger hun.

    Det betyder, at medlemmer af byrådet, efter Borgerbevægelsens opfattelse ikke lovligt kan råde over kommunens økonomiske midler for at fremme en politisk mærkesag og på den måde fremskynde Vejdirektoratets arbejde uden om den sædvanlige procedure i Vejdirektoratet og Transportministeriet.

     

    – Heller ikke selvom disse udgør et flertal, siger Louise Faber og pointerer, at der netop er politisk uenighed om den 3. Limfjordsforbindelse.

    Retlig vildfarelse

    I sit svar til Ankestyrelsen fremhæver Aalborg Kommune imidlertid, at sagen er behandlet i byrådet både i september 2003 og september 2011, og anser det derfor som et udtryk for Aalborg Kommunes stillingtagen til den ønskede placering af en ny motorvej.

    Men det svar vidner tilsyneladende om en vildfarelse om, hvordan processen foregår, mener formanden

    – Kommunes svar vidner om en retlig vildfarelse om beslutningsprocessen for en anlægslov, siger Louise Faber og forklarer, at Aalborg Kommunes stillingtagen kun indgår i processen som et høringssvar, mens anlægsloven alene vedtages af Folketinget.

    Det betyder, at indtil videre er projektets lovforberedende fase slet ikke afsluttet. Hidtil er alle Miljøkonsekvensrapporter underkendt og sendt til fornyet behandling ved Vejdirektoratet.

    Aktuelt ventes en ny VVM-redegørelse at være på vej. Det nuværende byråd kender således hverken det konkrete projekt eller dets aktuelle miljøkonsekvenser.

    – Aalborg Kommune forsøger således at give et gammelt og fratrådt byråd hjemmel til at beslutte en linjeføring med bindende virkning for fremtidige byråd på baggrund af mere end 10 år gamle underkendte og forældede rapporter.

    – Det er efter Borgerbevægelsens opfattelse hverken i borgernes interesse eller foreneligt med gældende ret, fastslår Louise Faber.

    Sagen verserer aktuelt ved Ankestyrelsen, der forventes at tage stilling til sagen snarest.

    Fakta:
    Borgerbevægelsen indgav den 13/11-2021 en anmodning til Ankestyrelsen om tilsyn med Aalborg Kommune. Det skete på grund af kommunens ageren i forhold til at fremme Egholmmotorvejen.

    Klagen omfattede blandt andet lovligheden af Aalborg Alliancen og anvendelse af Jobcenterets personale til at servicere alliancens medlemmer med bl.a. en hjemmeside og tilbud om eksponering.

    Klagen omfattede også den daværende Borgmester, Thomas Kastrup-Larsens, aktiviteter på diverse sociale platforme. Derudover omfattede klagen, Aalborg Kommunes tilskud til Vejdirektoratet på 2,5 mill.kr. til opdatering af Miljøkonsekvensvurderingen.

    De seneste skrifter i sagen er indleveret af Aalborg Kommune den 24/5-2023 og af Borgerbevægelsen den 17/7-2023. Skriftvekslingen kan findes på Borgerbevægelsens hjemmeside på dette link: https://nejtilegholmmotorvej.dk/nyheder/tag/Aalborg+Alliancen

    Ankestyrelsen har oplyst, at sagen forventes færdigbehandlet inden for 6 måneder.

  • Støjplagede borgere er retsløse med nuværende planlov

    Støjplagede borgere er retsløse med nuværende planlov

    Støjplagede borgere er retsløse med nuværende planlov

    Politikerne træffer uansvarlige beslutninger på et misvisende grundlag, og beregninger på støjkonsekvenser på fx motorveje er helt ureguleret. Borgerbevægelsen i Aalborg indgiver høringssvar til ændring i planlov.

    Presse for Borgerbevælgelsen 2023

    Aalborg er allerede Danmarks mest støjbelastet by. Og nu viser det sig, at støjmålinger for nye statsveje slet ikke tager højde for lokale forhold som fx den nordjyske vestenvind, der blæser to-tredjedel af tiden om året.

    – Det skyldes blandt andet, at Vejdirektoratet regner med et metrologiske landsgennemsnit, siger Henrik Sakstrup, talsmand for Borgerbevægelsen og ekspert i støj.

    Det betyder, at 26.000 husstande langs den nye strækning og helt ud til Hasseris, Skudehavnen, Lindholm Høje og siloerne på Nørresundbysiden ved Aalborg kan se frem til et støjinferno på linje med en døgnkørende tørretumbler, hvis en ny motorvej over Egholm vedtages og anlægges.

    Henrik Sakstrup forklarer, at myndighedernes beregninger tillige er baseret på urealistiske lave tal om trafikbelastning og et landsdækkende meteorologisk gennemsnit for vindforhold.

    – Og det til trods for viden om, at vind forstærker støj, siger Henrik Sakstrup, som slår fast, at faktuelle beregninger viser, at støjen på en vestgående motorvej langt overstiger de fremlagte støjgrænser, som politikerne har truffet beslutning på.

    Lær af Silkeborgrædslen
    Henrik Sakstrup har haft foretræde for Transportudvalget på Christiansborg. Her dokumenterer han, at en motorvej på vestsiden af Aalborg, vil støjforurene et areal, der langt overstiger det dobbelte som fremlagt i miljøkonsekvensrapporten i 2011, og som dannede grundlag for beslutning om linjeføringen over Egholm.

    – Myndighedernes tal er slet ikke baseret på et realistisk antal køretøjer for fremtiden, siger han og peger på erfaringer fra Silkeborg. Her viser realiteterne, at trafikken steg væsentligt og derfor larmer langt mere end antaget.

    – Hvorfor vil vi ikke tage ved lære af rædslerne fra Silkeborgmotorvejen, hvor erfaringer blandt andet viser, at trafikomfanget altid overstiger myndighedernes prognoser, pointerer Henrik Sakstrup. Han undrer sig over den manglende politiske vilje til at forholde sig til faktuel viden.

    Tyskland kan godt
    Henrik Sakstrup peger fx på »bilernes land«; Tyskland med 83 mio. indbyggere og en befolkningstæthed, der er dobbelt så stor som i Danmark. Landet har på 10 år haft succes med at dæmpe vejstøj på de tyske veje med 17 procent.

    – Det er tankevækkende, at trafikstøj i Danmark i samme periode til gengæld er steget med hele 17 procent, påpeger Henrik Sakstrup.

    Retsløse borgere

    Imidlertid er danske borgere efterladt retsløse i anlægsbyggerier i Danmark, hvis myndighedernes beregninger om støjgener slår fejl.

    Det skyldes, at den planlov, der skal beskytte landets natur, menneskets livsvilkår og dyre- og planteliv slet ikke tager højde for vejstøj, der overskrider tilladte grænseværdier.

    – Ny vejstøj fra motorveje er helt ureguleret i Planloven, siger formand for Borgerbevægelsen, advokat Louise Faber.

    Hun peger på, at netop støj er et kraftigt stigende sundhedsskadeligt problem i Danmark, herunder vejstøjsgener.

    – I Danmark er 23% af befolkningen hårdt belastet med sundhedsskadelig vejstøj. Det betyder, at 802 borgere hvert år dør for tidligt som følge af vejstøj, siger Louise Faber og peger på, at støjskadede danskere koster samfundet over 4,4 milliarder kroner om året.

    – De støjkonsekvensberegningerne, der anvendes af vejmyndigheder, giver misvisende resultater, hvilket medfører uansvarlige beslutninger, når politikerne fx planlægger boligområder, hvor der endnu ikke er opført vejanlæg, pointerer hun.
    Høringssvar indgivet

    Borgerbevægelsen har derfor netop indgivet høringssvar i bestræbelser på at få ændret Planloven til blandt andet at omfatte regler, der sikrer, at kommunerne undgår at planlægge boligområder, der senere bliver belastet med sundhedsskadelig vejstøj.

    – Det kræver regler, der forpligter vejmyndighederne til at oplyse om de maksimale støjkonsekvenser på veje, siger Louise Faber.

    Det betyder, at der skal oplyses om støj i forhold til, at vejen er i brug ved sin maksimale kapacitet og under hensyntagen til den herskende vindretning i området i planlægningsfasen.

    I den nuværende planlov er imidlertid ingen hjælp til borgere i et støjbelastet område, hvis støjen opstår, efter en lokalplan er vedtaget.

    – I dag eksisterer der ikke en lovgivning, der kræver, at myndighederne griber ind, hvis det viser sig, at grænseværdierne overskrides, pointerer hun.

  • Fremragende og topcharmerende Lisa Nilsson

    Fremragende og topcharmerende Lisa Nilsson

    Du må have hjerte som en død rotte, hvis ikke du går smaskforelsket fra Lisa Nilssons show; ’Kvinnan Som Är Jag’, som præsenteres endnu to aftener i Glassalen i Tivoli.

    I sit show ’Kvinnan Som Är Jag’som præsenteres 6. og 7. marts 2020 i Glassalen i Tivoli, giver Lisa Nilsson sig selv til publikum i en sjælden følsom, ærlig og morsom blanding af sang, dans og stand-up, om den kvinde, Lisa Nilsson engang var, til den kvinde hun er i dag.

    Anmeldelse bragt i Out & About
    6. marts 2020

    Allerede som 22-årig var Lisa Nilsson feteret, perfekt og et superlækkert svensk popikon: ”i 90’erne en onanipose til alle mænd”, som Lisa Nilsson spøgefuldt fortæller i sit show, der tager udgangspunkt i Lisas personlige udviklingshistorie.

    Med kæmpe hits som ’Himlen Runt Hörnet’ og titelsangen til Hella Joofs film: ’En kort, en lang’, bjergtog Lisa Nilsson danskerne i 1990’erne. Og det gør hun stadig, aktuelt omkranset af et brag af et orkester, hvor især bassen håndteret af Peter Forss har haft en stor forløsende rolle i Lisa Nilsson version 2,0.

    Lisa Nilsson er kort sagt topcharmerende. Hun bander meget, men selv pisse og fandeme lyder nu engang aldeles henrivende på svensk.

    Som ung opfordrede hendes manager hende til ikke at sige, at hun havde en kæreste.

    ”For så køber mænd pissemange plader. Du skal være alles Lisa Nilsson. Men når man er alles, er man ingens specielt”. En følsom refleksion, der efterfølges af de ikoniske sange, som ’Säg det igen’, Varje gång jag ser dig, ’Himlen Runt Hörnet’ og ’En kort, en lang’.

    Og det er den slags stille gyldne øjeblikke, der både tryllebinder og forvirrer.

    Henført af den bedårende klang, som kun en rigtig primadonna kan levere, men også forstyrret af ironien, som var den leveret af en torvehandler.

    Kæmpe succes

    Forestillingen er blevet en kæmpe succes i Sverige, og Lisa Nilsson turnerer i hele Skandinavien, heriblandt også i Danmarks 4 største byer.

    Og Lisa Nilssons repertoire synes ikke bare uendeligt men også umulig at kategorisere. Hun synger soul, jazz og pop, stepdanser og viser et stort komisk talent med en fremragende forståelse for timing og drama.

    I en monolog om Tinder-dating causerer hun fx over, hvor svært det er at date på ”niveau”, når man vel at mærke er i hendes kaliber.

    ”Men skuespillere og musikere er alt for optaget af sig selv”, siger hun selvironisk og forklarer, at hun må på Tinder, hvor svenske mænd ynder at lade sig fotografere enten med meget store fisk, med meget store våben, der kan skyde meget små dyr, eller med meget bløde kissemissekatte.

    Lisa Nilsson er topcharmerende og superunderholdende. Showet fungerer. Men det er stadig divaens fremragende stemme, der bevæger og skaber magi i såvel kvinde- som mandehjerter.

    Både når hun serverer Aretha Franklins ’You make me feel’, eller når hun med et format som en Boeing 747 flår vores hjerter ud med selveste Whitney Houstons egen: ’I have nothing’.

    I det øjeblik begræder man, at aftenen ikke kan begynde igen.

    ’Kvinnan Som Är Jag’ udløser 5 klare regnbuer og præsenteres i Glassalen i Tivoli både den 6. og 7. marts 2020 kl. 20:00.

    Og i april kan ’Kvinnan Som Är Jag’ opleves i provinsen:

    02.04.20: Aarhus, Musikhuset Aarhus, Store Sal

    03.04.20: Aalborg, Musikkens Hus, Koncertsalen

    05.04.20: Odense, Odeon

    Deltagere:

    Idé og manuskript Lisa Nilsson

    Direktør og koreograf Anna Stahl

    Ressourcestærke rådgiver Sissela Kyle

    Designer Erik Gullberg

    Costume Design Camilla Thulin

    Lysdesign Johan Sundén

    Lyddesign Brollan Söderlund

     Danseren Nikola Stankovic

    Musikere:
    Mattias Torell (guitar), Fredrik Johnsson (guitar) Peter Forss (bas), Per Lindvall (trommer), Björn Arkö (saxofon), og kapelmester Pål Svenre (klaver).

  • På tide med demokrati i Danmark

    På tide med demokrati i Danmark

    Gustav CorpasHvis der er noget, vi her i Danmark er stolte af, så er det vores demokrati.
    Men hvordan er det demokrati, at de vi ikke stemmer på, nu leder vores land?

    Af Carl Gustav Corpas
    Ringkjøbing Gymnasium; 2g

    Luk grænserne! Hjem med flygtningene! De er, med deres sharialovgivninger og teokratiske tanker, en fare for demokratiet i Danmark. Og hvis der er een ting, vi her i Danmark er stolte af, så er det vores demokrati. For sådan et har vi jo, ikke?

    Travlt har vi i hvert fald med at sende jagerfly i hoved på dem, som ikke har; de skal nemlig befries. Men er vi imidlertid så optaget af krig og flygtningekrise, at vi ikke ænser hvad der sker lige under næsen på os?

    Der er ikke demokrati i Danmark. En symbolsk folkeafstemning hvert fjerde år, er hvad det kan blive til.

    I løbet af denne  afstemning skal jeg da ellers lige love for, at der kommer fut i politikerne. De render rundt til det ene og det andet, storsmilende til kameraet, alt imens de lover ud til højre og venstre.

    Om disse løfter bliver overholdt? Det er da bedøvende ligegyldigt, for hvilke konsekvenser har det?
    “Du fik måske det indtryk at social demokratiet var rødt? Næh du, det var da kun under valgkampen”.

    Vi bliver fortalt, at vi har et “repræsentativt demokrati”.

    Det vil sige; at vi stemmer på de politikere, vi deler holdninger med, og de sørger så for at agere på vores vegne i folketinget. På denne måde slipper vi for at afholde folkeafstemning hver gang en ny lov bliver fremsat, hvad der sker ca. 200 – 300 gange årligt.

    Ideen er god nok, problemet er bare at denne styreform ikke fungerer ude i virkeligheden. For det er ikke danskernes meninger, som bliver repræsenteret i folketinget. Det er politikernes.

    Vi lever ikke i et demokrati, men i et fåmandsvælde. Et oligarki styret af 179 mennesker, som ikke giver en fuck for hvad resten af befolkningen mener. Værst af alt er at de slipper af sted med det!

    For hvad skal man som borger gøre andet end at se hjælpeløst til, imens magten vristes ud af vores hænder. Der er ikke noget middel, vi kan tage i brug. Der er ikke nogen straf, man kan tildele politikerne, andet end et par løftede pegefingre.

    “Lad være med at stemme på dem”, kan man sige. Men ikke engang det hjælper.

    Vi ser, at Venstre er gået markant tilbage i stemmer, men hvem danner vores regering?

    Vi ser at, Lars Lykke Rasmussen er gået markant tilbage i personlige stemmer, men hvem er vores statsminister?

    Hvordan kan det være demokratisk, at dem vi ikke vil stemme på, nu er dem, der leder vores land?

    Men eftersom politikerne selv vedtager lovene derinde på borgen, må det vel være fair, at de også selv følger dem.

    En politiker kan snyde og bedrage, have et vælgerflertal imod sig og politianmeldes, men det er alt sammen ordnet med en 3 måneders orlov, hvorefter han er tilbage på banen igen, som fx kirkeordfører.

    En politiker kan være i direkte strid med straffeloven og politianmeldes af mere end 10.000 danskere. Han får en ‘næse’, og må også undskylde, hvis hans ord har kunnet ‘misforståes’.

    Jeg vil så gerne beklage, at vi er så mange, der har misforstået ordene. Intervieweren, som da næsten ikke kunne tro sine egne øre, skulle lige have slået det helt fast: “Hører jeg dig sige, at vi skal til at bombe, hvor der er kvinder og børn?”, “Ja, selvfølgelig”, lyder svaret.
    Men jaja kommunikation er en svær ting. Der skal være plads til misforståelser.

    Vores udlændingepolitik ligner snart noget, der kunne være starten på en nazi-joke. Men det er ikke en joke, for danskerne må målløse se til, mens love, den ene mere xenofobisk end den anden, bliver hastet igennem folketinget.

    Hvad enten det er skræmmeannoncer i libanesiske aviser, udlændinge der ikke længere skal have krav på at blive stillet for en dommer eller diskriminerende regler for familiesammenføring, er det ikke gået ubemærket hen. Fornyeligt en dom til Danmark med venlige hilsner fra Menneskerettighedsdomstolen.

    Men det er Folketingets love, ikke befolkningens.

    Alt imens Folketinget gør livet så surt for flygtningene, at vi ikke kan være os selv bekendt, gør befolkningen hvad den kan for at hjælpe dem. Samler dem op i egne biler, fordi det ikke er til at holde ud at se passivt til. Men det er selvfølgelig dybt problematisk. “Solidaritet, ad!”, de må straks dømmes for menneskesmugling.

    Hvordan kan det være demokratisk, at Danmarks politik ikke stemmer overens med danskernes?

    Det mest tydelig eksempel på dette så vi nok i 2014 med folkeskolereformen. Jeg mangler endnu at høre et eneste menneske, som ikke er politiker, sige: “Folkeskolereformen? Det var sgu da en god idé”. Lærerne var imod den, forældrene var imod den, eksperterne var sågar imod den. Alt dette var politikerne bedøvende ligeglade med, og  de gennemførte, på mest despotiske måde, loven til trods.

    Regeringen er blevet til en overdimensioneret jernkæmpe, der uden elegance tvinger den ene lov efter den anden ned over hoved på danskerne. Jeg er blevet træt af at finde mig i det. Det er på tide med demokrati i Danmark!

Multidimensionel formidler