Blue Tonque vaccine koster kalve

Vaccine mod blodmidesygdommen Blue Tonque får hundyrene til at kaste kalvene. Det er en katastrofe, der koster kæmpe omsætning hos kødkvægsavlerne, lyder erfaringen fra landets første Blue Tonqueramte besætning i Finnerup.
Men omkostningerne risikerer at blive langst større uden vaccine, advarer kvægformand.

Presse text og foto for Vestjysk Landboforening

——————————————————————————–

 

Af Anita Corpas

 

Det var et udbrud af Blue Tongue i en Herford Kødkvægsbesætning hos landmand Erik Frandsen, Finnerup, der i efteråret satte et landsomfattende vaccinationsprogram mod blodmiden i gang på alle klovbærende dyr.

 

Nu viser det sig, at vaccinen har katastrofale bivirkninger, der blandt andet betyder, at drægtige køer smider deres kalve, mener landmanden på landets første sygdomsramte besætning.

Han fik sine dyr drægtighedsundersøgt før de blev vaccineret.

 

– Jeg kan dokumentere, at alle mine hundyr var drægtige forud for vaccinationen. Og det er meget usandsynligt at der er noget galt med så mange af andre årsager, pointerer Erik Frandsen, der har mistet hele seks ud af 17 kalve.

 

Flere golde i år

Mange landmænd har angiveligt måttet konstatere, at der er langt flere golde køer i år i forhold til tidligere.

– Jeg har talt med flere – især kolleger på malkekvægsbesætninger, der har fået deres køer løbet om, siger Erik Frandsen til www.vjl.dk på Vestjysk Landboforenings hjemmeside.

 

Det undrer ham i øvrigt, at landmændene ikke er forud for vaccinationen blev gjort opmærksom på faren.

 

– Det her er en katastrofe for mig. Jeg har mistet en tredjedel af min omsætning. Derfor kan jeg blive så rasende gal over, at besætninger med under 10 dyr kan undlade at vaccinere.

 

– Det er helt tosset at vaccinere drægtige dyr. Jeg overvejer i hvert fald at lade være – det burde være lovligt at vente med at vaccinere drægtige dyr, påpeger Erik Frandsen.

 

Politikere snorksover

Lov-vedtagelsen om, at besætninger med under 10 dyr frivilligt kan vælge, hvorvidt de vil vaccinere eller ej er da også fuldkommen forfejlet, medgiver Jacob Spangsberg, formand for Team Kvæg i Vestjysk Landboforening.

 

– Politikerne har snorksovet i timen. Sygdommen kan jo ligeså godt ramme en lille som en stor besætning. Det er helt hul i hovedet, og loven medfører den ballade, som vi står i nu, pointerer Jacob Spangsberg.

 

Farligt at stoppe

Imidlertid er der ingen tvivl om, at en årlige vaccination mod blodmiden; Blue Tonque opvejer alle bivirkninger.

Og landmændene skal under alle omstændigheder fortsætte med at vaccinere, fastslår formanden.

 

– Der skal helt klaret vaccineres. Retter vi blikket sydpå er der eksempler på, at besætninger er blevet halveret på grund af sygdommen. Derfor vaccinerer landmændene frivilligt uanset besætningsstørrelser, for erfaringen har vist, at det koster en kæmpe omsætning at lade være, advarer Jacob Spangsberg.

 

Men han medgiver, at det kan være en god ide, at vente til koen har kælvet.

– Det burde faktisk kunne lade sig gøre at vente med at vaccinere, til koen har kælvet, det ser jeg ikke nogen problemer i, pointerer han.

 

Yderligere oplysninger:

Jacob Spangsberg, tlf. 4073 2156 formand for Team Kvæg Vestjysk Landboforening.