En forklædt fe – fra bogen; HØR SÅ EFTER, MOR

En forklædt fe

Af Anita Corpas


10. marts

Legetøjsbutikkerne bugner af sjove kostumer i tidens Disney-trend, og vel som mange andre forældre bliver jeg ramt af et ret så selv iscenesat gruppepres.
Min søn skal naturligvis også være udklædt til fastelavn.

Der er såmænd tid nok i en frokostpause til at klare den lille sag at rive en eller anden udklædningsdragt ned fra hylderne! Og gudebarnet skal naturligvis være ingen ringere end Supermand – har hans mor bestemt!

Der opstår blot det lille helt uoverstigelige problem, at min hjerne går i sort, da jeg opdager, at Supermand ikke liiige er oppe i tiden.
Ikke et øjeblik har jeg drømt om, at en så genkendelig figur, som har overlevet generationer ikke skulle være til at opdrive.

Men hvad med Peter Pan, sørøver eller cowboy?

Det står lysende klart og graveret i granit – jeg må altså sy den selv, hvorefter projektet antager helt urimelige proportioner.

For det første må jeg jo lige finde ud af, hvordan Supermand så egentligt ser ud, foruden jeg ydermere må overbevise drengen om, hvor stort et hit Supermand vil være.

Jeg køber et Supermandsblad, hvor samtlige sider viser denne overmand i kamp med mere eller mindre skrækindjagende uhyrer, og jeg bladrede desperat siderne igennem, for at finde et nogenlunde lykkeligt billede.

Det lykkedes overhovedet ikke – alligevel forbigår jeg fuldkommen de tvivlende øjne på den toårige.
I stedet digter jeg hurtigt en happy end på den horrible superhistorie og påstår hæmningsløst, at det er vidunderligt at kunne flyve.

Lad dét være sagt med det samme. Det sjoveste er at købe stoffet: Flot koboltblåt stof til dragten og postkasserødt til kappen. Materialet er fórstof, blankt og smukt, og det skinner om kap med mine ambitioner.
Og med mine begrænsede evner for at sy, overser jeg ganske, at fórstof rent faktisk er et mareridt at sy i.

Jeg angriber stoffet uden mønster eller noget, for det kan vel ikke være så svært, tænker jeg, mens stoffet skøjter rundt under saksen.

Så hælder jeg en masse knappenåle ned på diverse strategiske steder og stikker mig herefter ustandseligt.

Men under de mest slidsomme sene stunder tænker jeg blot på dét, som jeg nu har lært, er enhver forældres største lykke: Barnets glæde!

Aften efter aften kæmper jeg under meget besvær og MEGET tankevirksomhed med, at få bygget dette kostume til jeg omtrent segner, dels af træthed – dels fordi pasformen
vil glide lige ned rundt om en elefant. Ydermere tager de urimelige mange læg på den flyvende kappe nærmest livet af mig.

Fastelavnsmorgen spurter jeg ud af sengen af bare spænding. Jeg river dragten ned fra bøjlen og bakser drengen i den, mens jeg lige med en rulle gaffatape ordner de værste kiks.

Jeg himler op i begejstrede vendinger om, hvor fin han bliver, indtil jeg pludselig ser de blanke øjne og den bævrende underlæbe.
Min lykke brister og mit hjerte knuses. Jeg vil gøre alt! Men ikke dét:

Med sagte stemme som ved han, at han byder sin mor det umenneskelige, kommer det snøftende:

– Jeg vil hellere være fe!