I fire kortfilm giver kalveekspert Rikke Engelbrecht de bedste råd om at opdrætte en guldkalv. © Foto: Anita Corpas
I sommer modtog Vestjysk Landboforening bronzeprisen på årets landsskue for nyheden med at visualisere sin rådgivning på film.
Nu lancerer Vestjysk Landboforening fire kortfilm om Guldkalven med alle de bedste råd fra Danmarks kalvedronning, Rikke Engelbrecht.
Af Anita Corpas
Hvordan skaber man en guldkalv?
Det giver Danmarks kalvedronning; Rikke Engelbrecht svaret på.
Henover de næste fire uger åbner Vestjysk Landboforening eksklusiv adgang til fire nye kortfilm med alle de bedste råd til at optimere opdrættet i stalden, direkte fra kalveekspert Rikke Engelbrecht.
Gennem veltilrettelagte rutiner viser hun, hvordan mælkeproducenterne selv kan skabe en guldkalv lige fra dens fødsel – hvis de ellers vil tage imod et godt råd.
– Gode råd på papir bliver fyldt med fluelort. Nu kan landmændene i stedet håndgribeligt ved selvsyn se, hvordan de sikrer stærke kalve, siger Ida Ringgaard, chef for produktion i Vestjysk Landboforening.
– Det er hands-on learning at se rutiner på film. Det gør det også nemmere at beskrive arbejdsgangene overfor eventuelle medhjælpere i stalden, pointerer hun.
Efterspørgsel på film
Vestjysk Landboforening modtog i sommer bronzeprisen på årets landsskue i Herning for nyheden; Med Vestjysk i USA, der visualiserer rådgivning på film.
Og behovet er stort, siger Ida Ringgaard til landboforeningens hjemmeside; vjl.dk.
– Vi får adskillige opfordringer fra mælkeproducenter om blandt andet at visualisere de mest simple rutiner omkring opdræt af kalve på en levende måde.
– Og det har vi taget til os, siger hun og forklarer, at filmene fortæller, hvordan mælkeproducenter opnår en optimal hygiejne, indhenter og opbevarer råmælk, opvarmer råmælk korrekt – og ikke mindst, hvordan de nyfødte kalve bør fodres.
– Disse film viser praksis, der sikrer mælkeproducenterne et opdræt med guldkalve, som senere vil brillere på bundlinjen, når de står i malkestalden, fastslår Ida Ringgaard.
Der bliver afsløret en ny film de næste fire uger, som er tilgængelige på Vestjysk Landboforenings hjemmeside, ligesom interesserede på toppen af LandbrugsAvisen.dk i en banner-annonce kan klikke sig direkte adgang til de nye film hele den næste måned.
Anita Cramer Corpas er erfaren journalist og kommunikationsrådgiver.
Speciale: Journalistik i almindelighed, landbrug, nyheder, succeshistorier, kommunikation og mediekontakt.
