SKAT smækker til deltidslandmænd – og taber

Vestjysk Landboforening vinder sager i Landskatteretten på rekordtid efter SKAT har tvangshævet syg landmands opsparing til fuld beskatning og underkendt fradrag på sammenlagt en halv millioner kroner.

PRESSEMEDDELELSER til tryk og web / tekst og foto for Vestjysk Landboforening

——————————————————————————–

De to skatteknusere i Vestjysk Landboforening, Bernt Klok (tv) og Carsten Bo Larsen danner præcedens i to vundne sager om jagede deltidslandmænd. Foto: Anita Corpas

 

Af Anita Corpas, DJ

Gule advarselskort er over det sidste år sendt ud til en stor del af landets deltidslandmænd. Det er SKAT’s måde at advare deltidslandmænd om, at myndigheden ikke tror, at mange af landets deltidsbedrifter er drevet som virksomhed – men derimod formodes at være hobbybrug.

 

I halen på den påstand tvangshævede SKAT sidste år en deltidslandmands opsparing i virksomhedsordning til 60 procent beskatning og underkendte to års fradrag på ca. 250.000 kroner.

Men den gik ikke. På rekordtid har Landskatteretten givet Vestjysk Landboforenings revisorer medhold i, at landmandens bedrift er erhvervsmæssigt drevet.

Og det på trods af, at den forsmåede professionelle landmand for ti år siden på grund af sygdom satte køerne ud, solgte sin kvote, 32 hektar jord, og droslede bedriften ned til et niveau, han var i stand til at klare sammen med sin invalidepension.

 

Det danner præcedens

Sagen er imidlertid helt principiel for en stor del af landboforeningens kunder.

– Vi har bragt sagen helt til tops, fordi vi følte os overbevidste om, at SKAT’s udlægning ikke kunne passe, siger Bernt Klok, Revisor i Vestjysk Landboforening (VL).

 

Han kalder SKAT’s opførsel for uanstændig.

– Det er uanstændigt, at en reduktion af en landbrugsvirksomhed giver SKAT anledning til at gå i flæsket på folk 10 år efter, at en virksomhed er fortsat ud fra nogle omstændigheder en mand kan klare for at overleve med familien, påpeger Bernt Klok.

 

Og Landskatteretten var da heller ikke i tvivl. Dommens udfald giver revisorerne medhold, og konklusionen er helt klar i mælet; Landsskatteretten anser landbruget for erhvervsmæssigt drevet og underskuddet kan fradrages, og virksomhedsordning kan anvendes.

I vurderingen har retten netop blandt andet lagt vægt på, at driften er …”tilrettelagt bedst muligt ud fra de givne omstændigheder”.

 

Flere vundne sager

Vestjysk Landboforening har derudover vundet en skattesag om en deltidslandmand med 20 hektar planteavl, hvor SKAT underkendte skattemæssige underskud på 130.000 kroner til trods for tidligere års overskud.

 

– Fortjenesten er ikke stor på en lille bedrift, og omsætningshastighed er et generelt problem i landbruget, hvor for eksempel indkøring af en besætning gør produktionen ekstremt langsom, siger Carsten Bo Larsen, revisor i VL.

– Retten har også her givet os medhold i, at reel mulighed for overskud gør en bedrift til en erhvervsmæssig drevet virksomhed, fastslår han.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.