Kommentar i Fagbl. Folkeskolen no. 26 – 2010

Tænk, hvis jeg havde et tykt barn

Som forælder til en dreng i den danske folkeskole, undrer jeg mig over, at vi ikke kan sende vores søn i skole og forvente, at han ikke får usunde kalorier i undervisningstiden.

Af Anita Corpas,

Journalist, Ringkøbing

Henover flere klassetrin har det simpelthen ikke været muligt for os at undgå, at vores søn bliver budt på kage i undervisningstiden.

Det sker til trods for, at det er helt almindelig viden, at børnefedme fører til voksenfedme resten af livet, og at lægevidenskaben plæderer for, at gode vaner skal kodes ind i børnealderen.

Læreren starter kagehelvedet

Kaloriepressionen i min søns klasse tager sin begyndelse i 4. klasse, hvor klasselæren møder op til forældremødet med et ønske angiveligt fra eleverne om, at de gerne vil have en kageordning i klassens time om fredagen.

Forslaget bliver lykkeligvist nedstemt af en samlet forældreflok.

Imidlertid gentager showet sig bare året efter.

Ved forældremødet møder klasselæreren med et fornyet ønske om en kageordning, denne gang væbnet med en flertalsundersøgelse blandt eleverne, der samlet er stemt for en kageordning.

Forslaget ledsages af klasselærens egen holdning om, at det vil være så dejligt med kage…så kan vi rigtig hygge os i klassens time…”. ”Også de to andre femte klasser får jo kage…”

Denne gang stemmer jeg som eneste forælder imod kage i skoletiden.

Oprør i pressen

Eftersom jeg er voldsomt oprørt over, at der indføres så ernæringsfattigt føde i undervisningstiden bliver kageordningen omgående omdøbt til ”hyggeordning” – for der må naturligvis gerne medbringes frugt i stedet for kage.

Jeg klager til skolens ledelse, skolebestyrelsen, kommunens lokalpolitikere og skriver debatindlæg i Dagbladet Politiken og stiller op i den lokale presse, hvor jeg alle vegne efterlyser en bevidst kostpolitik.

Alt sammen uden synlig effekt.

Men i kulissen får jeg dæmpede skulderklap for at bringe problemstillingen frem.

På nettet skriver flere forældre om, hvor svært det er, at slippe for kage i det offentlige rum – i skolen, i skolefritidsordningen, til idræt eller til spejder…

Flere nævner det paradoksale i, at skolerne holder idrætsdag og afslutter sportsaktiviteten med et stykke kage…

Stop for fælleskage

Da det bliver min søns tur til at have noget med i skole, må han finde sig i at slæbe af sted hjemmefra med 25 bananer.

Den trafik stopper imidlertid omgående, da han trist vender hjem og fortæller, at de alle sammen var skuffede – og at ingen sagde tak.

Ingen diplomati

Ved forældremødet i 6. klasse er ”hyggeordningen” igen et punkt på dagsordenen, og klasselæren møder op med afstemningsresultatet blandt eleverne – der denne gang lyder på 16 for og to imod ordningen.

Klappen går ned hos de fleste, hvis man fremturer med forbud, og da jeg faktisk ikke har nogen fascistisk holdning imod kage, foreslår jeg på mødet, at vi fremover hver især bringer det med vores børn, vi synes, de skal nyde i klassens time. Når nu de absolut skal have noget.

På den måde kan de forskellige holdninger, der er til emnet – både blandt lærere og forældre – blive imødekommet.

Selvom klasselæreren synes, det er en god idé, skrider hun alligevel til en afstemning for en fælles løsning. Og ordningen omkring hygge vedtages at fortsætte uændret.

Vi må i frustration ty til det ultimative negative og meddele, at eftersom det er en forældrefinansieret ordning, mener vi ikke, at vi kan påtvinges en flertalsafgørelse.

Meld jer bare ud

Da læreren har vendt sagen med sin leder, får vi den tilbagemelding, at ”hvis vi ikke vil være med i hyggeordningen – så kan vi bare melde os ud”.

Vi er ret rystede over så konfronterende en holdning og tænker over, hvilken pædagogisk præference, det er, man benytter sig af her?

Tænk, hvis vi havde haft et tykt barn. Så ville vores barn ikke blot slås med at være et objekt for mobning – vores barn skulle også se sig sat uden for fællesskabet – endda efter forslag fra skolen – udelukkende fordi vi som ansvarlige forældre vil forhindre et unødigt og usundt kalorieindtag. Er det rimeligt?

På os virker det fuldkommen patetisk, at en folkeskole – på den ene side bestræber sig på at imødegå mobning af tykke børn – og modsat er bannerfører for en ordning, der tillader indtagelse af fedt og sukker i undervisningstiden.

Danske diætister, forskere, arbejdspladser, tandlæger, mejerier, ministre – ja sågar EU kæmper mod fedme og vedtager forebyggende manøvrer, mens den danske folkeskole i stedet lige nu kæmper med Undervisningsministeriet om, hvorvidt det er lærerne eller ministeriet, der er specialisterne og derfor ved, hvad der er bedst for skoleeleverne.

Imidlertid er det målbart, at det danske samfund er ved at udklække en generation, der overhovedet ikke er klogere end den foregående – til gengæld er den stensikkert blevet federe….

Da min søn skulle starte i skole for seks år siden overvejede jeg seriøst en privat løsning. Men så hørte jeg lærernes formand Anders Bondo sige i TV, at der ikke var noget i vejen med den danske folkeskole – kun, at den manglede ressourcer….Jeg syntes, det lød rigtigt.

Det er jeg ikke længere så sikker på.

Anita Cramer Corpas

Anita Cramer Corpas er erfaren journalist og kommunikationsrådgiver.
Speciale: Journalistik i almindelighed, landbrug, nyheder, succeshistorier, kommunikation og mediekontakt.

www.corpas.dk

Dagbladet Politiken onsdag den 9. juni 2010

Danmark producerer bjerge af verdens bedste kød. Kvalitetskød, der eksporteres til udlandet.

Herhjemme dynges danskerne i stedet til med oksekød fra Argentina, Irland og New Zealand.

Prisen er stort set den samme for forbrugeren, uanset om vi køber udenlandsk eller dansk. Men umiddelbart har vi ikke længere mulighed for at vælge – for de danske oksebøffer er røget helt ud af køledisken til fordel for udenlandsk comme ci comme ca-kød.

DEBAT: Dagbladet Politiken

Danske Bøffer

Af Anita Corpas, freelancejournalist

Har du smagt min mørbrad, spør’ slagteren i supermarkedet.

Det handler om et lille stykke veltilberedt oksekød på spid – og det smager godt. Kødet kommer fra Argentina – på tilbud i denne uge.

Men næh nej tak. Jeg køber kun dansk.

På bagkant af kødskandaler med gammelt kød og butikkernes snyd med fedtindhold, vil jeg være stensikker på, at min familie får kød, der er produceret under kontrollerede former.

Det er heller ikke mange år siden, at myndighederne fandt vækstfremmere og hormoner i kød importeret fra udlandet, produceret fra dyr uden øremærker, og fra dyr, der var flyttet mellem sygdomsramte områder.

Og det værste er, at hormoner får kød til at smage godt og svulmende – hvilket stiller os forbrugere helt forudsætningsløse.

Næh du, ingen andre steder i verden er en fødevareproduktion umiddelbart underlagt så restriktive produktionsvilkår som i Danmark.

Danmark producerer en stor del af verdens bedste kød og regnes i det hele taget for verdens betydeligste kødeksportør.

Sådan en fredag med en hektisk uge siddende i mussearm og trætte nakkehvirvler, kikker jeg ned i køledisken og leder efter et par rigtig gode danske oksebøffer.

Sådan en fnysende stor saftig, rød Ferdinand. Rigtigt råt kød – født i DK – opvokset i DK og slagtet i DK.

Mums.

Det eneste danske kvæg, jeg finder, er et par pakker hakket kalv og en gang kalvefilet ydmygt skubbet bagud for at give plads til steaks fra Argentina, culotte fra Irland og lam fra New Zealand.

Hvor pokker er alt det gode danske oksekød?

Dansk kød er verdenskendt

Vi har bjerge af kvalitetskød herhjemme. Danmark er verdenskendt for sin høje kvalitet på landbrugsvarer og eksporterer årligt landbrugsvarer for cirka 62 mia. kroner til resten af verden.

Hvorfor hulen ligger store danske Ferdinand så ikke i køledisken i mit supermarked – når jeg gerne vil støtte danske landbrugsvarer?

Måske får butikkerne ikke dansk kød nær så billigt som i Argentina, men med en udsalgspris omkring de 65 kroner kiloet, betaler vi forbrugere åbenbart omkring den samme pris for udenlandsk – som for dansk kød.

Til gengæld er der langt fra samme garanti for kvaliteten – og umiddelbart er vi også nu frataget muligheden for også at vælge dansk frem for udenlandsk.

Miljøafgift til kødtrafik 

Til trods for sin høje status er dansk landbrug altså i krise, og sidste år lagde skattekommissionen endda op til, at danske landmænd skulle betale en miljøafgift, fordi deres køer går rundt på marken og fiser og udleder CO2, når de græsser.

Okay, tænker jeg så.

Danmark henter landbrugsvarer ind i landet for i hvert fald over 40 milliarder kroner om året.

Hvor meget CO2 svineri er det så lige, at riget flasher, når detailleddet henter alt det udenlandske kød til landet helt fra den anden side af kloden?

Og er det egentlig ikke en kødtrafik, der burde underlægges en miljøafgift – nu man politisk er omkring, at lade de, der sviner, betale for det, de slipper ud af CO2.

Hele foråret har dansk landbrug hældt hjerteblod i mine øregange om, at erhvervet er pløjet op til struben. Der skal uddeles hjælpepakker, og der skal lempes i de strenge produktionsvilkår, hvis landbruget skal overleve.

Hvorfor er der ikke nogen, der hører efter?

De danske prima produkter kilder altså ganen hos familier ude i verdenen, mens min egen familie kan ernære sig med comsi comsakød fra køledisken, fordi fødevarebutikkerne er revnende ligeglade med, at det Hereford- og chavoulais kød, de reklamerer så hårdt for – ikke er dansk.

Kan det passe, at forbrugerne i Danmark er ligeglade – er alle virkelig ligeglade med at dansk okse er røget helt ud af køledisken?

Anita Cramer Corpas

Anita Cramer Corpas er erfaren journalist og kommunikationsrådgiver.
Speciale: Journalistik i almindelighed, landbrug, nyheder, succeshistorier, kommunikation og mediekontakt.

www.corpas.dk

Det er tilsyneladende grundlæggende viden, at fedme klæber sig til børneribben. Alligevel klistres børn ind i fedende vaner – allerede i institutionerne.

DEBAT: Dagbladet Politiken

Af Anita Corpas

Børnefedme fører til voksenfedme resten af livet. Derfor skal gode vaner kodes ind i børnealderen, hvis det skal lykkes at knække fedmekurven, skriver Jo Coolidge, speciallæge i samfundsmedicin den 26. juli 2009 på Berlingske Tidendes netavis.

Børn klistres ind i de fedende vaner – allerede fra de er helt små.

Men hvis det er grundlæggende viden, at fedme klæber sig til børneribben, så er det jo bemærkelsesværdig, at offentlige ansatte i institutioner umiddelbart har så travlt med at klistre børn ind i de fedende vaner – allerede fra de er helt små.

Og den helt store synder er åbenbart hyggen. Vi skal hygge os, skal vi – og vi skal spise.

Børnehaven viser vejen

Første gang min søn præsenteres for usund levevis er i børnehaven.

Institutionen skal på udflugt – og hvad kan da være hyggeligere end at spise frokost hos fastfoodgiganten?

Men min søn bryder sig ikke om, at mad er blandet sammen, som den jo givet er i for eksempel en burger, og han er heller ikke så meget for de fede pommefrites – endelig kan drengen heller ikke li’ sodavand.

Så min søn kender ikke mac-menuerne, hvilket tilsyneladende er langt mere underligt – end hvis han havde nævnt dem i flæng.

Pædagogen forholder sig derfor ganske vantro; ”om det virkelig kan passe, at drengen ikke ved, hvad McDonald’s er”?

Frem med slikket

Da min søn en tid senere er udvalgt til at vralte med i gåsegang ned til købmanden, får han en vingummibamse forærende. Drengen knuger den i hånden hele vejen tilbage til børnehaven – uden at fristes til at spise den.

Da jeg henter ham senere på dagen; bliver jeg mødt lidt anklagende; ”får han heller ikke så meget slik”?

For det er simpelthen alt for besynderligt, at ungen ikke straks konsumerer sukkerklatten.

Men jeg er enlig mor og meget opmærksom på, at mit barn er ligeså velklædt, ligeså ren, ligeså begavet, ligeså harmonisk, ligeså forgyldt som alle andres børn….så vi trasker naturligvis lige ned i brugsen og indfører fredags-slik…

Det holder aldrig op

Mandag aften er vi så til forældremøde i femte klasse, vi sidder på hårde træstole med røde stålben, og der er kaffe og kage på bordene.Klasselæreren fremfører et elevønske om at få leveret kage i klassen hver fredag.

Emnet har allerede været på tavlen i fjerde klasse – og her blev det vasket ned.

Nu bæres det så frem igen – ledsaget af klasselærerens egen begejstring; ”det vil være så dejligt med kage…så kan vi rigtig hygge os i klassens time…”. ”Også de to andre femte klasser får jo kage…”

Som eneste forældre stemmer jeg imod forslaget, alt imens enkelte andre forældre kalder mig negativ og mumler, at jeg vist har haft en dårlig dag…

Og jeg forstår det ikke, for med 25 børn i en klasse er der da altid mindst to børn om måneden, der har fødselsdag. Og det betyder masser af hygge i form af kage, slik og sodavand…

Så hvorfor er det ikke nok?

Børn er for fede

Imidlertid er der jo altid er en anledning til at hygge – og til at spise kage. Der er feriekage, kontorkage, regnvejrskage, bryllupskage, dåbskage, fødselsdagskage….og fredagskage… alt imens otte ud af ti børn spiser for meget sukker…hvert fjerde barn er for fedt… og over 1,3 mio. dansker er overvægtige…

Hvordan kan det så være, at en klasselærer i folkeskolen overhovedet er bannerfører for et ønske om kage?

Og hvorfor fastholdes en så triviel tankegang om den fede hygge i det offentlige miljø omkring børn?

Danske diætister, forskere, arbejdspladser, tandlæger, mejerier, ministre – ja sågar EU kæmper mod fedme og vedtager forebyggende manøvrer.

Men i skolen bliver klasser trakteret med mange bradepander kage om året.

Min egen søn kan naturligvis helt frit vælge at sige nej tak, hvis han gerne vil være sund – endda med det forebyggende top pædagogiske resultat, at han rigtig kan kikke på, hvordan alle de andre hygger sig….

Anita Cramer Corpas

Anita Cramer Corpas er erfaren journalist og kommunikationsrådgiver.
Speciale: Journalistik i almindelighed, landbrug, nyheder, succeshistorier, kommunikation og mediekontakt.

www.corpas.dk

Det er ret godt dokumenteret, at kvinder yder fuldt ud både på arbejdsmarkedet, i hjemmet og i sengen. Alligevel er det kvinders egen skyld at der ikke er ligeløn – siger kvinder, der får ligeløn…

Kommentar til artikel i Dagbladet Information
Lønforskel i Danmark er større end EU-gennemsnittet / Dagbladet Information

Af Anita Corpas, Journalist, Dj

”Mange kvinder vil betakke sig for at levere det samme på jobbet, som deres mandlige kolleger gør”, siger specialkonsulent Lise Bardenslet fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i Dagbladet Information onsdag den 4. marts.

Hun medgiver, at kvinder godt nok tjener mindre end mænd….”men arbejdsgiverne betaler blot for det, de får”, siger hun.

Det er simpelthen helt urimeligt uartigt, at påstå, at kvinder sådan i de store generelle termer ikke yder det samme som mænd i jobbet.

Der findes et sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden (bogtitel af Liza Marklund og Lotta Snickare). Og det er fristende at tro, at der allerede bliver holdt en plads ledig her, for det er simpelthen helt urimeligt uartigt, at påstå, at kvinder sådan i de store generelle termer ikke yder det samme som mænd i jobbet.

Hvem taler hun om?

I DA er der åbenbart den holdning, at danske kvinder, der vil have ligeløn må være indstillet på at levere det samme som mændene, halv barsel, kun at hente børn hver anden dag…

Lise Bardenslet siger til avisen; ”at mændene typiske er ”100 procent fokuseret på lønforhøjelse, mens kvinderne typisk prioriterer lang barselsorlov, større fleksibilitet mv. højere end lønforhøjelse”.

Kvinder ofrer

Hvilket århundrede befinder Lise Bardenslet sig mon i – eller er det bare slipseknuden, der strammer?

Det er ret godt dokumenteret, at mange kvinder yder 100 procent på arbejdsmarkedet. 70 procent i hjemmet, 80 procent i køkkenet og 100 procent i sengen.

Såfremt kvinder mest tænker i soft valuta til hjemmefronten under lønforhandlingerne, kan det vel i lige så høj grad skyldes, at valget af bløde værdier ofte er et offer, kvinder stadig må yde – selv i dag – for at få hjemmene til at fungere med indkøb, børn og parforhold.

Og vel især også på baggrund af et samfund og et arbejdsmarked, der for eksempel – stadigvæk – ikke prioriterer, at mænd tager barsel på lige fod med kvinder.

Lige vilkår for barsel

Rigtig mange mænd og kvinder er lige gode om at hente børn.

Og gør det.

Hvis ikke, hvem er det så lige, der skal hente børnene de-der hver anden dag, Lise Bardenslet mener, mor ikke må hente for at oppebære samme løn som far?

Og forestiller hun sig, at børnene er anbragt i døgnpleje, hvis mor fremover kun tager fem måneders barsel?

DA indikerer jo ikke umiddelbart at være parate til at lade mænd og kvinder DELE barslen på LIGE vilkår.

Når flest kvinder tager den længste barsel, hænger det sandsynligvis sammen med, at det – stadig – er økonomisk mest fordelagtigt for mange familier, at det er far, der bliver på arbejdsmarkedet.

Altså handler kvinders valg af værdier mere om at manglende råd – end manglende lyst til at blive i arbejde trods børn.

Familiedannelsen sker altså helt på kvindernes bekostning. Stadigvæk.

Journalist og forfatter Gretelise Holm skriver i sin debatbog fra 2008 om køn og ligestilling, at danske mænd er de mænd i Skandinavien, der tager mindst barselsorlov. Vi er desuden det land i norden, der er mindst ligestillede på det område.

Gretelise Holm peger desuden på en svensk undersøgelse, der dokumenterer en sammenhæng mellem, at jo længere barsel mænd tager, des lavere skilsmisserate er der for parforholdene. Hvorimod de mænd, der overhovedet ikke tager barselsorlov har den største risiko for at blive skilt.

Tankevækkende.

Venstre-vrøvl

Imidlertid er det kønspolitisk rystende, at det er endnu en kvinde – i samme artikel, der gør uligheden mellem mænd og kvinder til kvindens eget ansvar – venstres medlem af EU-parlamentet, Karen Riis Jørgensen når frem til en kliche opfordring om, at danske kvinder skal gribe i egen barm, insistere på sit værd og sørge for at komme ind der, ”..hvor musikken bestilles”…

Nu kan venstre jo godt li’ at give udtryk for, at de både betaler og bestemmer musikken, så hvorfor så ikke betale kvinderne den ligeløn, de har ret til og bestem ved lov, at fædre deler barslen lige med kvinderne?

Frem for alt det hønsesnak om, at nok har ”vi ret til ligeløn, men vi må også selv kræve den”, som Karen Riis Jørgensen udtaler til avisen.

Altså helt ærligt!

Når vi kvinder har RET til ligeløn – så har vi vel for helvede bare krav på at – FÅ den.

Anita Cramer Corpas

Anita Cramer Corpas er erfaren journalist og kommunikationsrådgiver.
Speciale: Journalistik i almindelighed, landbrug, nyheder, succeshistorier, kommunikation og mediekontakt.

www.corpas.dk

Kronik Dagbladet Politiken, september 2008 

Af Anita Corpas

Gudske-tak-og-lov for at Pernille Rosenkranz-Theil er tilbage på Borgen. Endda med mere rødt blod og tanke end en ordentlig socialdemokrat – altså den gammeldags af slagsen.

I de sorte S-dage var jeg absolut af den mening, at S helt klart trængte til en ordentlig omgang rødt lak og læder

Hvor er det befriende at læse PS Politiken, søndag den 3. september, hvor Pernille Rosenkrantz-Theil faktisk nedkommer med gammel rød ideologi og åbent tør karakterisere Helle Thorning-Schmidt for at være ’fuldstændig blottet for ideologisk indhold’.

Som gammel socialdemokrat og nyere skabsradikal har mit kryds dermed taget en centerringbue direkte mod den yderste venstrefløj.

I de sorte S-dage var jeg absolut af den mening, at S helt klart trængte til en ordentlig omgang rødt lak og læder – ligesom jeg kun er enig, i at pisken meget gerne må være fra Gucci.

Men jeg må erkende, at mens Helle Thorning-Schmidt godt nok er blikfanget som det 21-århundrede forlanger, bør politik alligevel forvaltes af mennesker med hjerte, ideologi og visioner.

Og her behøver man ikke at være hardcore enhedsfan for at høre, at Pernille Rosenkranz-Theil er et sådant visionslys, som både har mod og samfundsideer.

Ikke meget ulig Socialdemokraternes Mette Frederiksen eller Pernille Black-Lauersen, som jo også har både hjerne og hjerte – men dem vil S jo så ikke satse på.

Det er så vigtigt at tale ideologier og fremtidsvisioner. Sådan som ellers kun Auken og Lykketoft kan gøre det. Derfor er det så ærgerligt, at der er gået flere år med snak om borgfred, arbejdsro, og hvem der kan slå hvem.

Hjemme hos os bliver politik en væsentlig del af vores liv, når min otteårige søn klager over at være 26 i klassen. Eller når han bliver bange for at spise råddent kød. Eller vil have mig til at love, at ’Bedste’ aldrig skal på plejehjem.

Så må jeg jo forklare, at vores land lige nu ledes af mennesker, der hellere vil give folk råd til en carport end at have en ordentlig fødevarekontrol.

At landet ledes af politikere, der hælder mere på de velstillede og flere børn i klasserne, frem for ofre nødvendige midler til skoler, institutioner, plejehjem, offentlig transport og andet velfærd.

Og jeg indrømmer, at jeg frygter for fremtiden, da min søn med store øjne udbryder:

– Jamen, så går det jo helt galt.

Akja, siger jeg bare. Når selv en otteårig har fattet det….

Anita Cramer Corpas

Anita Cramer Corpas er erfaren journalist og kommunikationsrådgiver.
Speciale: Journalistik i almindelighed, landbrug, nyheder, succeshistorier, kommunikation og mediekontakt.

www.corpas.dk

Bornholms Tidendes Trend Tillæg

eller som pdf-fil: side8 og side9 – Eller skim det hele her:

Oplever du, at dine kræfter ikke står mål med dine blændende ambitioner, og bliver mændenes gode råd en tung byrde, så vær ikke genert – tud endelig. Græd!

Af Anita Corpas

Selv stærke kvinder kan have brug for større overarme, og når mænd hjælper i byggeriet, så rykker det sgu.

Oplever du, at dine kræfter ikke står mål med dine blændende ambitioner, og bliver mændenes gode råd en tung byrde, så vær ikke genert – tud endelig. Græd!

Mænd arbejder helt vildt godt på kvindetårer.

Journalist Anita Corpas er den – for det meste – lykkelige ejer af en gammel gård i udkanten af Ringkøbing.

Hun renoverer gården hovedsagligt ved egen beslutsom arbejdskraft.

Når mor ikke er en rigtig dame…

Af Anita Corpas

– Ih, du kan da aldrig nogen dameting, siger min søn surt, og han kunne da lige så godt have skudt mig i hjertet med en bazooka.

Nu er det da også svært uheldigt, at min søn denne eftermiddag absolut vil lære at finger-strikke, men uanset hvor mange gange jeg vikler uldgarnet om min venstrehånds fingre, så kan jeg ikke huske, hvordan man gør..

Jeg opdrager min søn til at have et nuanceret syn på kvinder og en fri oplevelse af kønsroller, og så minsandten, om han ikke lufter sine chauvinistiske kvindeidealer lige op i mit rædsel-mejslede ansigt.

For amazonen ikke mere kriger, end hun bliver stødt på BH-bøjlen, når talen falder på gammeldags dyder, der anses for særlig pigeagtige. Såsom madlavning for eksempel.

Jeg er ingenlunde en fremragende kok, men jeg er da lykkedes med at fodre mit barn ernæringsrigtigt gennem alle år – og for det meste har maden da både været varm og spiselig.

Men hvorfor er det lige, at kvinder forventes at frembringe gastronomiske klimaks i deres nyistandsatte samtalekøkkener, når nu alle ved, at kvinder hellere samtaler end kokkererer…

Måske er det fordi, jeg bliver 40. Måske er det fordi, jeg opgiver at vente på, at en handymand skal realisere mine drømme. Eller måske er det fordi, at jeg har fået hele familiens sigøjner-gen, der byder mig, altid at ville være lige netop dér, hvor jeg ikke er.

I hvert fald synes jeg pludselig, at jeg, af hensynet til min søn, bør udstyre mig selv med en bropille om anklen.

Jeg vil købe en ejendom for at høre til et sted og min ex-mand møder beredvilligt op i sin egenskab af tømrer og entreprenør og fraråder mig på det kraftigste at købe den bedårende gamle gård fra 1844 i udkanten af Ringkøbing.

Så jeg køber den naturligvis lige på stedet.

Dermed sømmer jeg mig op på et ombygningsprojekt, der vil gøre enhver egyptisk Farao bleg. For nu isolerer jeg jo også loft, rejser vægge og graver fundament helt uden brug af en hebræisk slavehær…

Imidlertid skal kvinder naturligvis lægge alle deres fortrin ind i byggeriet, uanset om det krydres med sjæl eller tårer.

Og denne aften er jeg så selv lykkedes nogenlunde med en middag, der gerne skal nedlægge lidt arbejdskraft. For der er nu engang ikke mange mænd, der ikke får urkøllen i alarmberedskab ovenpå god mad med udsigt til et par sammenpressede bryster og lidt våde øjne.

Selskabet har været på ekskursion og har ved selvsyn konstateret, at mit ombygningshelvede rent faktisk kræver sin mand.

Det er der så også een af vennerne, der så ganske medfølende spør’; ”om jeg nu ikke også snart skal se at få mig sådan een”.

Selv arbejder jeg dog mere på en strategi, der indebærer, om netop han på lørdag mon ikke lige kan være behjælpelig med et spænd på fire en halv meter, der involverer en limtræs bjælke på 75 kilo.

Men inden jeg overhovedet får hævet kavalergangen og vandet til at stige i tårekanalen, afbryder min søn mig nok så skamløst;

– Narhaj. Det tager langt længere tid at finde en mand, end at gøre det selv….ikk’ os’ mor?

Fem skarpe byggeråd til kvinder

Af Anita Corpas

1. Værktøj der passer.

Billigt er ikke altid lig med bedst.

Vær meget opmærksom på, om din hånd kan nå rundt om skaftet på værktøjet. Hvis ikke, bliver du hurtig lam og træt i hånden efter kort tid.

Er det en batteridrevet boremaskine, bør du overveje een, der muligvis ikke holder så længe på en opladning som en, der er større. Til gengæld vil den ikke være så tung at holde op over hovedet i strakt arm.

Undgå i øvrigt benzindrevne motorsave og hækkeklippere. Du får lange arme alene af at løfte vægten af benzinindholdet.

2. Spar ikke arbejdshandskerne

Arbejdshandsker til kvinder har i årevis udelukkende været at finde i tynd bomuld med yndige blomster på. Nu er der omsider kommet rigtige gedigne arbejdshandsker i kvindestørrelse med lærredsovertræk og læderindtræk. Ja, de er hundedyre, men til gengæld lægger du snildt 50 kvadratmeter fyrretræsgulv på strø uden at knække en eneste negl.

Derimod halter det stadig efter med pasformen i ordentlige arbejdsbukser til kvinder.

3. Udvælg en klog mand

Hvis du ikke er så heldig at have en håndværker eller en byggesagkyndig i din bekendtskabskreds, så vær forbeholden, hvis ekspedienten straks selv læser bag på produktet, når du spørger om noget. For så ved denne stensikkert ingenting, og læse – ja, det kan du sgu altid selv gøre.

Start i stedet ud i trælasten. Her går de kloge mænd løst rundt blandt de professionelle håndværkere, og ofte ved de ældre af slagsen rigtig meget. Og så synes de som regel, at du ser charmerende ud i dine klodsede arbejdsbukser.

4. Kæmp for rabat

Mænd får ofte automatisk meget rabat, og betaler sjældent fuld pris for noget. Men selvom du som selvbyggerkvinde handler for langt mere end en almindelig parcelhusfar på et helt år, skal du være forberedt på, at du får lov at kæmpe for hvert et nedslag i prisen. Det giver som regel gode prisnedslag i handlen, hvis du dropper rødstrømpeforedraget og i stedet kaster kvindelist og feminine fortrin ind i kampen.

5. Tud glad og gerne.

Selv stærke kvinder kan have brug for større overarme, og når mænd hjælper i byggeriet, så rykker det, sgu. Nu ER byggeri jo altså ikke nødvendigvist særligt sjovt, til gengæld er det med garanti hårdt.

Så hvis du oplever, at dine kræfter pludselig ikke står mål med dine blændende ambitioner, og alle mænds gode råd bliver en tung byrde, så vær ikke genert. Tud endelig, græd for fanden. Mænd arbejder helt vildt godt på kvindetårer.

Anita Cramer Corpas

Anita Cramer Corpas er erfaren journalist og kommunikationsrådgiver.
Speciale: Journalistik i almindelighed, landbrug, nyheder, succeshistorier, kommunikation og mediekontakt.

www.corpas.dk

Alle journalister er psykopater. Alle journalister sidder bare på deres flade og drikker kaffe.

Journalister aner ikke, hvordan verden ser ud, for de ringer det hele hjem.

Af Anita Corpas

Til Fagbl. Journalisten 14. august 2002

Pennen er hvas og fokus knivskarp gennem alenlange diskussioner med gode journalister.

Fotografer derimod er drukkenbolte, ordblinde og et nødvendigt onde – for de har jo bilen.

Sådan er det.

Når de personlige fordomme er vendt, forenes vi i en ny strid: Hvad er vigtigst – billedet eller artiklen.

Jeg var nagelfast: Billedet er naturligvis det altafgørende.

I dag siger jeg bare undskyld – undskyld – undskyld – til det hele.

Ti år efter min uddannelse som pressefotograf er jeg ansat som fotograferende journalist på et landbrugsblad.

Med i bagagen har jeg adskillige DJE-kurser i journalistik, som er kulmineret i et eksamineret kursus fra DJE, hvor jeg har opnået karakteren 10.

Jeg er proppet med teori – ikke ret meget praktik – udover undervejs at have skrevet flere artikler inden for områder, der i forvejen interesserer mig.

Nu kan jeg ikke påberåbe mig en overvældende forhåndsviden om landbrug, så for at forberede mig på mit nye job, der indbefatter at formidle landbrugsstof til kendere – altså landmænd – tænker jeg først og fremmest på at afpudse mit outfit.

Det sker lissom for at opveje og sløre de åbenlyse faktuelle mangler – da det jo næppe vil være det helt store hit at komme ud til bønderne iført både lavtgående køretøj, små sko og blændende uvidenhed.

Så jeg investerer derfor i en gammel svensk kasse, der lyder som en traktor og er lige så stærk som en tyr i brunst til at klare en hvilken som helst bumlet markvej.

Dernæst erhverver jeg mig et par lookalike landmands-grønne-gummistøvler, for ligesom at hyle med de ulve, jeg er iblandt!

De er ganske vist et par numre for store, til gengæld ligner jeg med sikkerhed en ged med slagside.

Mit evige vanvid får mig til at tro, at det ikke kan være så svært – men du glade landskaber – hvem kan da også vide, at landbruget emnemæssigt spænder fra det rent praktiske til det dybt videnskabelige – og uomtvisteligt er en meget professionel industri.

En lammende kontrast til mit noget verdensfjerne idylliserede glansbillede om et Morten Korck landbrug med Nora-malkeko i stalddøren og det solrige liv i de evigt gule kornmarker.

Jeg begynder ret hurtigt at sige undskyld.

Jeg kender intet til landbrugets organisation og struktur. Jeg ved ikke, hvem der er hvem, og ALT mit arbejde er opsøgende.

Det er stjernehårdt at være journalist. Vi er to mand til at producere godt 36 sider i gennemsnit, og vi udkommer hver fjortende dag.

For at sige det kort; der siddes ikke ret meget på pind, der drikkes ikke meget kaffe, og det psykopatiske består i alt det, vi er i stand til at nå.

I al hemmelighed sender jeg af og til længselsfulde tanker til mit velnærede fotograf freelancevirke med en 17 timers arbejdsuge.

Men jeg ville jo skrive, og det er besnærende, for stofområdet er ganske enormt spændende. Landmænd er et fantastisk rummeligt folkefærd, og det er en gave at kunne levere en nyhed eller følge op på sager, foruden den overvældende mængde viden det er muligt at erhverve sig undervejs.

Det er langt mere engagerende end blot at være koblet på som fotograf. Et engagement som ikke bliver mindre, når vi er ene om historierne.

Det seje træk med at skære vinklen og få det hamret ned på print er bestemt en lettelse – når det er overstået.

Dertil oplever jeg, at læsere er langt mere gavmilde med deres reaktioner, når det gælder tekst end med et kompliment for et godt billede.

Men det er grusomt at erfare, at jeg efter et endt interview selv er begyndt at tage de så forhadte ord i min mund, som jeg ellers synes udtrykker noget underordnet: Og så skal vi liiige have et billede…

Det gennemgående tema bliver en-eller-anden foran et-eller-andet. Det er skam pæne billeder, men jeg er ikke blind for, at det er trivielt. Arbejdsformen gør det hamrende umuligt at få spændende interview billeder.

Det er ligeledes ret svært – jeg vil endda driste mig til at påstå, at det er umuligt – at lave reportager.

I sådanne situationer gør jeg mig i hvert fald ingen forhåbnin-ger om at producere hverken en Cavling eller en fotopris. Ofte er billedet lige i øjet, når fingeren griber hårdt om pennen – og ditto reflekterer guldkornene formålsløst mod kameraets hårde linseglas.

Uden jeg egentlig bemærker det, er det altid historien, vinklen og ofret, der er vigtigst. Jeg vil mene, at jeg får næse for blod, og jeg kan li’ lugten. Altid er blokken fremme – dernæst skal vi lige have et billede…

Jeg bliver først selv bevidst om, at den indre skriverkarl har ædt billedmageren, da optagelsen er fordøjet – og det går galt.

Jeg er tilbage på min pind efter endnu en gang at have været på besøg i livet hos “dem derude på landet”.

Og min storsindede redaktør klasker sig lige lovligt højlydt på lårene og ler hjertegribende, da jeg modstræbende må gå til bekendelse:

– Jeg glemte at tage et billede.

Undskyld!

Anita Cramer Corpas

Anita Cramer Corpas er erfaren journalist og kommunikationsrådgiver.
Speciale: Journalistik i almindelighed, landbrug, nyheder, succeshistorier, kommunikation og mediekontakt.

www.corpas.dk