Vestjyske landmænd vilde med klar tale

Københavnerdrengens ligefremme væsen har slået rod i den vestjyske besindighed og første juni kan planteavlskonsulent Lars Møller fejrer sine 25 år på de samme græsgange i Vestjysk Landboforening.

PRESSE TEXT & FOTO Vestjysk Landboforening

 

Af Anita Corpas

 

Små støvskyer pulser omkring de grønne gummistøvler, når planteavlsrådgiver Lars Møller Christensen, 53 år, praktisk klædt i jagtvest og striksweater spurter ud over markerne.

 

I 25 år har han haft muld mellem hænderne – først i Skjern-Tarm Landboforening og siden fusionen – i Vestjysk Landboforening.

Kun de færreste kan ane, at Lars Møller oprindeligt stammer fra et akademikerhjem i Lyngby på Djævleøen.

 

Landmænd omkring rådgiveren betegner ham som ret energisk og faglig kapabel. Men gennemgående er det hans ligefremme snak og umiddelbarhed, der har slået rod i den vestjyske besindighed.

Lars Møller siger simpelthen sin mening, og det kan kunderne li’.

 

Altid ferie i Jylland

Det var som feriebarn på en gård ved Frederikssund, der fik den store interesse for landbrug til at gro.

– Jeg har altid villet til Jylland. Udfordringerne i faget ligger her sammen med den store husdyrproduktion, siger Lars Møller, og tilføjer;

– Vestjylland har været kanongodt. Jeg har aldrig fået kommentarer på, at jeg er fra byen, og jeg holder utrolig meget af vores landmænd herude.

 

Lars Møller er uddannet landmand og jordbrugstekniker på henholdsvis Bygholm og Vejlby Landbrugsskole. Han har boet og arbejdet et år i New Zealand og Canada og været projektansat ved Landbohøjskoles Forsøgsgård i Taastrup.

 

Han er gift med planteavlstekniker Marie Jørgensen, og parret har sammen tre drenge på 14, 17, og 21 år.

Lidt pudsigt bor familien i øvrigt i 50’ernes gamle planteavlskontor i Borris.

 

Til trods for 25 år på de samme græsgange, har Lars Møller fået opfyldt sine ambitioner og ønsker om udvikling.

– Fra man sår til man høster, går der et helt år. Dertil kommer Vorherres uforudsigelighed. Derfor kan der gå mange år, mellem man oplever samme situation igen, siger Lars Møller og forklarer, at mens jobbet tidligere var fyldt af jordprøver og analyser kræver det hastige flow af ny viden i dag konstant rådgivning og kommunikation.

 

– Men for mig er det her ikke et job. Det er en livsstil, fastslår han.

 

Landmænd og hustruer, traktorfører, venner og kolleger er velkomne til reception i Vestjysk Landboforening 4. juni kl. 12:00 – 15:00

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.