Kvinder får sig en overraskelse, når de forelsker sig i en landmand

landmandspar-net

Erfagruppe for Landbrugets kvinder fortsætter i 2015 med start 19. januar. Der er få pladser tilbage. Modelfoto: Anita Corpas

Flere kvinder får sig en lille overraskelse, når de vælger et parløb med en landmand. 

– De flytter ind i en livsform, som de ikke kender på forhånd og som kan virke gammeldags og mandschauvinistisk, siger socialrådgiver for Vestjysk Landboforening, Solvejg Høj og fortsætter den populære erfagruppe i øget tilfredshed i 2015.
Der er få pladser tilbage.

PRESSETEKST OG FOTO for VESTJYSK LANDBOFORENING

Tekst og foto: Anita Corpas

Tilfredsheden i stuehusene skal øges og trykket skal lukkes ud. Derfor fortsætter Vestjysk Landboforening erfa-gruppen for landbrugets kvinder.

– Rigtig mange kvinder flytter ind hos en landmand uden noget egentlig kendskab til landbrugserhvervet på forhånd.

– Nogle klarer det let, mens andre lige får sig en lille overraskelse, siger specialkonsulent og socialrådgiver for Vestjysk Landboforening, Solvejg Høj.

Definerede roller

Umiddelbart kommer det bag på mange kvinder, at landmænd ofte er fraværende, altid arbejder ude og sjældent bidrager i det huslige arbejde, fortæller Sovejg Høj.

– Det kan virke meget gammeldags og mandschauvinistisk, men landmandslivet er et parløb, der kræver en stor indsats fra både manden og kvinden.

– Og at hver især har sine ansvarsområder, siger Solvejg Høj. Hun peger på; at det derfor typisk er kvinderne, der står med børnene, maden og alt det sociale.

– Det kan for nogle kvinder være en meget stor mundfuld. Men det sætter vi positivt fokus på ved møderne, fastslår Solvej Høj.

Taler om tabu

Erfa-gruppen for Landbrugets kvinder mødes otte gange henover året og har til formål at udveksle erfaringer og at sætte ord på tabu.

Solvejg Høj er tovholder og sørger for at sætte spot på de udfordringer kvinderne har eller eventuelt vil møde på en travl virksomhed med et aktuelt emne.