PRESSE TEKST, FOTO OG VIDEO; VESTJYSK LANDBOFORENING
Vi har kæmpet bravt, og vi har kæmpet længe. Nu er det endeligt slut med randzonerne, og det er en god fornemmelse, siger en glad Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen begraver nu endeligt den udskældte randzonelov.
Loven om at landmænd fortsat skal tvinges til en 10 meter dyrkningsfri zone omkring vandløb og søer på deres jorder, er sendt i høring med krav om, at loven skal ophæves.
– Det er glædeligt, at regeringen holder sit løfte. Vi har kæmpet bravt, og vi har kæmpet længe for at gøre opmærksom på, hvilke problemer den lov har givet os, siger Søren Christensen.
Han er begejstret for budskabet om randzonernes endeligt, og han ser frem til, forslaget efter en høringsperiode bliver en realitet i løbet af efteråret
– Jeg har en god mavefornemmelse af, at der sker det rigtige. Og det har vi haft brug for i lang tid.
– Det kan godt være, at det giver nogle år med nye udfordringer, men sådan er det.
– Nu får vi får lov at dyrke den jord, vi har. Og det er rigtig vigtigt, pointerer Søren Christensen.
Indtil lovændringen er gennemført skal landmænd fortsat have randzoner.
Initiativet med at ophæve randzoneloven er en del af den såkaldte 16-punkts plan for landbruget, som VKO fremlagde i november sidste år efter at op mod 50.000 hektar landbrugsjord har været taget ud af produktion.
Ingen miljøeffekt
Imidlertid har randzoneloven ikke været ordentlig, faglig funderet, vurderer Landbrug og Fødevarer.
Blandt andet viser et nyt notat fra DCA ved Aarhus Universitet, at effekten af randzonerne er langt lavere end antaget i de oprindelige beregningsmodeller.
Danmark er desuden det eneste land i EU, som har indført krav om randzoner i lovgivningen. At de nu bliver fjernet vil højst sandsynligt forbedre Danmarks konkurrenceevne, vurderer brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer.
Landbrug & Fødevarer har sideløbende med den politiske indsats anlagt en tung, principiel retssag om randzonerne, som lige nu ligger i Østre Landsret ud fra den opfattelse, at randzonerne kan betegnes som grundlovsstridig ekspropriation.
Yderligere oplysninger:
Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening, direkte telefon 2094 0264