Landmænd vil til byen, når gården er solgt

Per Christensen & Olav Kristensen / Vestjysk Mæglere
Per Christensen og Olav Kristensen (th) fra Vestjysk Mægler efterkommer efterspørgslen på byhuse. 
Foto: Anita Corpas

Vestjysk Landboforening

Vestjysk Landboforenings mæglervirksomhed booster medarbejderstaben, går med i nyt fællesskab og ind på ejendomsmarkedet for salg af byhuse.

– Handel med landbrugsejendomme betyder stigende efterspørgsel på byhuse, siger Per Christensen, ny ejendomsmægler i Vestjysk Mægler

Af Anita Corpas, corpas&co

Når gården er solgt eller generationsskiftet er gennemført, så er der brug for byhuse.

Og den stigende efterspørgsel har fået Vestjysk Mægler til også at sætte byhuse på boligportalen.

– Det er ikke ualmindeligt, at den ældre generation vil ind til byen, når generationsskiftet er gennemført eller landbrugsejendommen er solgt.

– Og så bliver vi bedt om at finde den rigtige bolig, siger Per Christensen, ny statsaut. ejendomsmægler hos Vestjysk Mægler.

Sælgerboost

Vestjysk Landboforenings mæglervirksomhed har netop gennemført et boost af sælgerstaben med sin ansættelse af statsaut. ejendomsmægler Per Christensen, der har mere end ti års erfaring med salg af alle typer ejendomme.

Det betyder, at afdelingen nu er optimeret til alle former for bolighandel, hvilket også vil omfatte fritidshuse.

– Her er køberne ofte fra et større område, og flere landmænd viser øget interesse for at investere i sommerhuse, som en slags pensionsordning, siger Per Christensen til landboforeningens hjemmeside; vjl.dk.

Stadig fokus på landbrug

Vestjysk Mægler har gennem de seneste fem år primært forestået salg af landbrugsejendomme i store dele af Midt- og Vestjylland.

Og interessen for gårde med jord er stor, siger Olav Kristensen, ligeledes statsaut. ejendomsmægler i Vestjysk Mægler.

– Vi mærker efterspørgslen, og der er købere til alle slags landejendomme med reelle jordstykker, uanset hvor de ligger, pointerer han.

Nyt fællesskab

Endelig indgår Vestjysk Mægler som noget nyt et fællesskab omkring markedsføring med De Grønne Mæglere. Et tiltag, der sikrer sælgerne maksimal eksponering af landbrugsemner og erhvervsejendomme, siger Olav Kristensen.

– Det giver os en fælles platform på de elektroniske medier, og en fælles hjemmesideportal med landbrug og købere fra hele landet, siger han og pointerer;

– I øvrigt har vi ikke som mål at blive byens største ejendomsmæglere – men absolut et ønske om at være de bedste.

Vestjysk Mægler er udover fællesskabet med De Grønne Mæglere også medlem af Dansk Ejendomsmæglerforening og den eneste uafhængige mæglervirksomhed i Ringkøbing-Skjern Kommune.