På tide med demokrati i Danmark

Hvis der er noget, vi her i Danmark er stolte af, så er det vores demokrati.
Men hvordan er det demokrati, at de vi ikke stemmer på, nu leder vores land?

Af Carl Gustav Corpas
Ringkjøbing Gymnasium; 2g

Luk grænserne! Hjem med flygtningene! De er, med deres sharialovgivninger og teokratiske tanker, en fare for demokratiet i Danmark. Og hvis der er een ting, vi her i Danmark er stolte af, så er det vores demokrati. For sådan et har vi jo, ikke?

Travlt har vi i hvert fald med at sende jagerfly i hoved på dem, som ikke har; de skal nemlig befries. Men er vi imidlertid så optaget af krig og flygtningekrise, at vi ikke ænser hvad der sker lige under næsen på os?

Der er ikke demokrati i Danmark. En symbolsk folkeafstemning hvert fjerde år, er hvad det kan blive til.

I løbet af denne  afstemning skal jeg da ellers lige love for, at der kommer fut i politikerne. De render rundt til det ene og det andet, storsmilende til kameraet, alt imens de lover ud til højre og venstre.

Om disse løfter bliver overholdt? Det er da bedøvende ligegyldigt, for hvilke konsekvenser har det?
“Du fik måske det indtryk at social demokratiet var rødt? Næh du, det var da kun under valgkampen”.

Vi bliver fortalt, at vi har et “repræsentativt demokrati”.

Det vil sige; at vi stemmer på de politikere, vi deler holdninger med, og de sørger så for at agere på vores vegne i folketinget. På denne måde slipper vi for at afholde folkeafstemning hver gang en ny lov bliver fremsat, hvad der sker ca. 200 – 300 gange årligt.

Ideen er god nok, problemet er bare at denne styreform ikke fungerer ude i virkeligheden. For det er ikke danskernes meninger, som bliver repræsenteret i folketinget. Det er politikernes.

Vi lever ikke i et demokrati, men i et fåmandsvælde. Et oligarki styret af 179 mennesker, som ikke giver en fuck for hvad resten af befolkningen mener. Værst af alt er at de slipper af sted med det!

For hvad skal man som borger gøre andet end at se hjælpeløst til, imens magten vristes ud af vores hænder. Der er ikke noget middel, vi kan tage i brug. Der er ikke nogen straf, man kan tildele politikerne, andet end et par løftede pegefingre.

“Lad være med at stemme på dem”, kan man sige. Men ikke engang det hjælper.

Vi ser, at Venstre er gået markant tilbage i stemmer, men hvem danner vores regering?

Vi ser at, Lars Lykke Rasmussen er gået markant tilbage i personlige stemmer, men hvem er vores statsminister?

Hvordan kan det være demokratisk, at dem vi ikke vil stemme på, nu er dem, der leder vores land?

Men eftersom politikerne selv vedtager lovene derinde på borgen, må det vel være fair, at de også selv følger dem.

En politiker kan snyde og bedrage, have et vælgerflertal imod sig og politianmeldes, men det er alt sammen ordnet med en 3 måneders orlov, hvorefter han er tilbage på banen igen, som fx kirkeordfører.

En politiker kan være i direkte strid med straffeloven og politianmeldes af mere end 10.000 danskere. Han får en ‘næse’, og må også undskylde, hvis hans ord har kunnet ‘misforståes’.

Jeg vil så gerne beklage, at vi er så mange, der har misforstået ordene. Intervieweren, som da næsten ikke kunne tro sine egne øre, skulle lige have slået det helt fast: “Hører jeg dig sige, at vi skal til at bombe, hvor der er kvinder og børn?”, “Ja, selvfølgelig”, lyder svaret.
Men jaja kommunikation er en svær ting. Der skal være plads til misforståelser.

Vores udlændingepolitik ligner snart noget, der kunne være starten på en nazi-joke. Men det er ikke en joke, for danskerne må målløse se til, mens love, den ene mere xenofobisk end den anden, bliver hastet igennem folketinget.

Hvad enten det er skræmmeannoncer i libanesiske aviser, udlændinge der ikke længere skal have krav på at blive stillet for en dommer eller diskriminerende regler for familiesammenføring, er det ikke gået ubemærket hen. Fornyeligt en dom til Danmark med venlige hilsner fra Menneskerettighedsdomstolen.

Men det er Folketingets love, ikke befolkningens.

Alt imens Folketinget gør livet så surt for flygtningene, at vi ikke kan være os selv bekendt, gør befolkningen hvad den kan for at hjælpe dem. Samler dem op i egne biler, fordi det ikke er til at holde ud at se passivt til. Men det er selvfølgelig dybt problematisk. “Solidaritet, ad!”, de må straks dømmes for menneskesmugling.

Hvordan kan det være demokratisk, at Danmarks politik ikke stemmer overens med danskernes?

Det mest tydelig eksempel på dette så vi nok i 2014 med folkeskolereformen. Jeg mangler endnu at høre et eneste menneske, som ikke er politiker, sige: “Folkeskolereformen? Det var sgu da en god idé”. Lærerne var imod den, forældrene var imod den, eksperterne var sågar imod den. Alt dette var politikerne bedøvende ligeglade med, og  de gennemførte, på mest despotiske måde, loven til trods.

Regeringen er blevet til en overdimensioneret jernkæmpe, der uden elegance tvinger den ene lov efter den anden ned over hoved på danskerne. Jeg er blevet træt af at finde mig i det. Det er på tide med demokrati i Danmark!