Eksplosiv interesse for at dyrke pil

44 landmænd og adskillige interesse personer mødte op til pilemøde i Vestjysk Landboforening. Forhåndsinteressen er stor, for pil bliver en attraktiv energiafgrøde, mener landmændene. Målet er at samle 1500 hektar med afvanding til Stadil og Ringkøbing Fjord

Pelsdyravler Bo Kloster (tv) fra Staby og kollegaen Peter Østergaard, fritidslandmand fra Madum vil helt sikker overveje at dyrke pil, siger de samstemmende ved det store Pilemøde i Vestjysk landboforening.
Foto: Anita Corpas.

Text og foto til web og tryk LandboVest no. 47 – Vestjysk Landboforening

 

Af Anita Corpas

– Jeg tror helt sikkert, at jeg vil prøve at dyrke pil. Jeg har lavbundsarelaer, der vil være velegnet, siger Peter Østergaard, fritidslandmand med 30 hektar fra Madum.

Han er mødt frem til Pilemøde i Vestjysk Landboforening, sammen med 44 landmænd, forskere fra Foulum, chefer for fjernevarmeværker samt skov- og landskabsstyrelsen.

 

Også pelsdyravler og planteavler Bo Kloster fra Staby med 130 hektar jord er på forhånd meget interesseret.

– Fremtiden efterspørger energiafgrøder. Derudover er det miljømæssigt interessant for arealer, der ligger ud til fjorden, pointerer Bo Kloster.

 

Også han vil klart overveje fremover at dyrke pil under det nye konsortium Vestjysk Landboforening som det første sted i landet netop er i gang med at organisere.

 

Ambitiøst mål

I samarbejde med kommune og forskning og med støttekroner fra Regionen er målet at samle 1500 hektar landbrugsjord til dyrkning af pil med afvanding til Stadil og Ringkøbing Fjord.

 

– Det er meget ambitiøst med så mange hektar. Men vi skal starte et sted, og nu bliver det spændende, om der er opbakning til projektet, siger natur- og miljøchef i Vestjysk Landboforening,Tove Byberg.

Hun er umiddelbart opløftet over den overvældende forhåndsinteresse.

 

Landmændene vil på mødet afgive en interesseerklæring, og resultatet heraf vil foreningen have overblik over om kort tid.