Formand for Vestjysk Landboforening Søren Christensen kalder det grotesk, at økologer ikke kan få deres penge udbetalt på grund af et svagt IT-system. Pressefoto: Anita Corpas
Pressetekst & foto: Vestjysk Landboforening
Nyt IT-system i NaturErhvervsstyrelsen kan ikke håndtere specielle øko-venlige tiltag.
Derfor kan op imod 1300 økologer ikke få udbetalt deres økologitilskud på ca. 75-100 millioner kroner til tiden.
– Grotesk situation at straffe økologer, fordi et IT-system ikke fungerer, fastslår formanden for Vestjysk Landboforening.
Af Anita Corpas
Økologistøtte til op imod 75-100 millioner kroner står frosset inde i nyt IT-system hos NaturErhvervsstyrelsen, fordi et nyt IT-system ikke kan håndtere specielle øko-venlige tiltag.
Imidlertid er de store udbetalingsproblemer en opdagelse de enkelte landmænd selv har måttet erfare, siger formand for Vestjysk Landboforening.
– Det er en nyhed, jeg får, da jeg henvender mig for at høre, hvor pengene bliver af, siger Søren Christensen, der som økologisk kvægproducent selv har knapt en million kroner i klemme i IT-systemet.
A conto løsning
Landboformanden finder myndighedernes fremgangsmåde helt uacceptabel.
– Det er simpelthen ikke i orden at trække betalingerne op til fem måneder uden hverken at give os besked eller finde en løsning.
– Derfor bør pengene udbetales a conto, fastslår Søren Christensen.
Han peger på, at de manglende udbetalinger straffer økologer på likviditeten.
– Man beder os påtage os en samfundsopgave, og så straffer man os på pengepungen. Det er så grotesk, siger han.
Rammer 1300 økologer
Situationen antages at ramme cirka 1300 økologiske landmænd, vurderer økologichef hos SEGES, Kirsten Holst.
Årsagen er, at det nye IT-system ikke kan håndtere de specielle økologiske tiltag som fx naturpleje, reduceret kvælstof eller ansøgninger om støtte, der er regulerede efter kontrolbesøg.
– Det er især landmænd med store græsarealer, naturpleje, frugt og bær, der bliver ramt af de manglende udbetalinger, siger Kirsten Holst.
Hun forklarer, at NaturErhversstyrelsen med det nye system nu skal effektuere de manglende udbetalinger manuelt.
Et arbejde, der formentlig skubber udbetalingerne frem til april-maj måned, hvilket normalt ellers sker allerede i december og januar.
Yderligere information:
Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening, direkte telefon 2094 0264
Kirsten Holst, økologichef i SEGES, direkte telefon 2093 0965