Toprenoveret Rækker Mølle skole skal slå benene væk under forældre til skolesøgende børn, mener skolebestyrelsesformand HC Tylvad.
PRESSETEKST & FOTO for Rækker Mølle Skole
DR P1 radio avis – 03:02 min fra start
Kampen om eleverne er sat ind forud for det nye skoleår. Og skolebestyrelsesformand på Rækker Mølle Skole er ikke bleg for at sætte ord på tabu.
– Vi kommer til at tage elever fra de andre skoler. Sådan er det. Vi står med en toplækker moderne skole med alt i it-isenkram og områdets mest trofaste lærere. Det er ikke et svært valg, siger HC Tylvad.
TEKST & FOTO: ANITA CORPAS
Hvor skal dit barn gå i skole? Mange forældre diskuterer måske allerede lige nu fremtiden for deres børn. For med et frit skolevalg og faldende børnetal er skolernes kamp om eleverne for alvor sat ind forud for det nye skoleår.
Rækker Mølle Skole går all in med infoaften for interesserede børn og forældre torsdag den 12. november.
– Vi kommer til at tage elever fra de andre skoler. Sådan er det.
– Vi står med en toplækker moderne skole med alt i it-isenkram og områdets mest trofaste lærere. Det bliver ikke et svært valg for forældrene, siger HC Tylvad, skolebestyrelsesformand for Rækker Mølle skole.
Toprenoveret skole
Række Mølle Skole gennemgik sidste år en total makeover for 20 millioner kroner og fremstår i dag som områdets mest moderne, logisk opbygget, transparente og fremtidssikrede skole.
– Gode faciliteter og høje faglige kundskaber er afgørende elementer for valg af skole, siger HC Tylvad.
Han pointerer, at skolen har toppræstationer med over 80 procent sikre læsere i de nationale tests og ligger desuden i top fem ud af 24 skoler i kommunens tilfredshedsundersøgelse.
– Derudover er både forældre og elever glade for stabiliteten blandt lærerne.
– Og så lyder det måske som en bagatel. Men gode toiletforhold betyder fx meget for børns trivsel gennem en hel skoledag, pointerer HC Tylvad.
Synlig for alle
De lyse, luftige omgivelser giver en rolig stemning på skolen og stimulerer både børn og voksne, bekræfter Torben Friis Svendsen, skoleleder på Rækker Mølle Skole.
– De gode faciliteter har helt klart en pædagogisk positiv effekt. Ingen forsvinder i mængden, når undervisning og generelt ophold i klasserne altid kan ses udefra.
– Vi praktiserer og prioriterer i høj grad trivsel. Vi har både trivselsråd, trivselsmedarbejder og lokaler, så både elever og lærere føler sig trygge og socialt integrerede, understreger Torben Svendsen.
Han sætter i øvrigt en ære i at lære alle børnenes navne og altid at være synlig og tilgængelig for dialog.
Aktiv på Facebook
Antallet af elever svinger mellem 15 og 26 elever i klasserne, og i de større klasser er der to lærere sat på i undervisningen.
Endelig er Række Mølle Skole blandt de få skoler i området, der har en aktiv facebook-profil, der jævnligt opdateres med aktuelle billeder og små anekdoter om børnenes dag i skolen.
– Det hører med til at være transparent, at forældrene kan følge med i vores hverdag.
– Men ét er tal. Noget andet er menneskene. Det er det vigtige, og vi glæder os til, at børn og forældre kommer og oplever stemningen, varmen og den faglige indsats, fastslår Torben Svendsen.
Yderligere oplysninger:
HC Tylvad, Skolebestyrelsesformand for Rækker Mølle Skole. Direkte telefon; 4079 2424
Torben Friis Svendsen, Skoleleder Rækker Mølle Skole; telefon 9974 2702
TID & STED
Info-aften Torsdag den 12. November kl. 18:30-20:15
Rækker Mølle Skole