VJL PRESSE / Nicherne er gået sammen i Vestjylland

Fra venstre, kvægkonsulent Bjarne Lund og Niels Gylsen Buch. Søren Nørgaard, Niels Jørgen Nielsen, Hans Christen Mortensen og Poul Erik Føhns.

I midten udvalgsformand Niels Aage Hansen og næstfmd. Kaj Jeppesen.

Foto: Anita Corpas

Et stigende behov for at mindre producenter får støtte og info har fået de små nicher til at gå sammen.

 

Af Anita Corpas

 

Asparges, juletræer eller kødkvæg. Hvor går man hen, hvis man som producent føler sig sat mellem to plovfuger?

Dét har nicherne i Vestjysk Landboforening fundet svaret på.

– Et stigende behov for at mindre producenter får støtte og information har skabt udvalget for nicheproducenter, siger Niels Aage Hansen, ny formand for udvalget.

 

Dækker bredt

Den nye udvalg skal, i modsætning til navnet, favne bredt.

– Alle med en lille produktion bør kunne føle, de har et ståsted, hvor kolleger med samme vilkår og behov kan mødes og skabe dynamik, siger Niels Aage Hansen.

 

Han understreger, at gruppen har politisk indflydelse gennem bestyrelsen i Vestjysk Landboforening – og videre ud i landsudvalgene for henholdsvis kødkvæg og deltid.

– Vi er knyttet til de faglige udvalg i landboforeningen med særlige tiltag omkring regnskab, økonomi, skatteforhold og naturforhold, påpeger han.

 

Mindre skrivebord

Nicherne er primært gået sammen for at anvende ressourcerne mere optimalt og mindske tiden på organisation.

– Ved at slå os sammen kan vi bruge kræfterne på det væsentlige omkring viden og vores faglighed.

– For jo mindre producent, des større kan behovet for information og støtte være, påpeger Niels Aage Hansen.

 

Også fællesskab

Udvalget har dog ikke udelukkende fokus på det politiske og faglige arbejde. Det sociale sammenhold har stor betydning hos nicheproducenterne.

– Vi er bevidste om at holde halvårlige sociale arrangementer med spisning og kulturelle indslag, pointerer Niels Aage Hansen.

Han peger på, at nicherne netop har været vært ved bedriftsbesøg hos Vestkystens Gårdbutik på Klitten ved Houvig med op imod 150 deltagere.

 

– Vi arrangerer gerne målrettede kurser, og er lige nu i færd med sætte vinterens program helt på plads, siger han.

Yderligere oplysninger:

Niels Aage Hansen, udvalgsformand for Nicheproducenterne, direkte tlf: 97178076, mobil 61778076.