Han er typisk revisor med fokus på fakta, styr på systemer og talent for tal. Men ikke mange, der har været i privat selskab med Johs. Enevoldsen er i tvivl om, at der bag det ulastelige tweedsæt gemmer sig både en dansemus og en spøgefugl.
26. marts fylder den erfarne finansmand og revisor 60 år. Johs. Enevoldsen er chef for økonomiafdelingen i Vestjysk Landboforening nu på syvende år.
Et job han ellers forsvor med korset tegn.
Af Anita Corpas
Johs. Enevoldsen er vokset op i arbejderhjem i Lem i Vestjylland og er den ældste ud af en søskendeflok på fire.Egentlig havde han elevplads som automekaniker men valgte alligevel at fortsætte på skolebænken.
Johs. Enevoldsen fylder 60 år den 26. marts. Foto: Anita Corpas
Efter endt handelseksamen i økonomi og en tid som revisorelev købte han sig blot 23 år gammel ind i en revisorvirksomhed i Vildbjerg og arbejdede her som partner og registreret revisor i 20 år.
– Kort før min 40 års fødselsdag, vidste jeg bare, at jeg skulle prøve noget andet, fortæller Johs. Enevoldsen.
Og nu ville han prøve alle sine egne anbefalinger og ledelsesteorier til andre af på sig selv.
Halmfyr og stålskorstene
Men at det blev halmfyr og stålskorstene havde han dog ikke lige set komme.
Og netop denne evne til at skifte mellem den tørre retvisende revisor og mere festlige slagfærdig sælger er et persontypisk træk, fortæller kolleger omkring Johs. Enevoldsen.
– Skelhøje Maskinfabrik var til salg, og jeg var sikker på, at jeg med dygtige folk kunne drive den virksomhed, siger Johs. Enevoldsen.
Det lykkedes så godt, at han solgte den videre til Passat pillefyr fem år senere. Selv fortsatte han som adm. direktør.
Sagde op
Men eftersom hovedsædet blev flyttet 125 kilometer væk fra bopælen, skiftede han til en stilling som financial manager hos Tymphany Denmark i Videbæk.
Imidlertid passede den topstyrede ledelsesform på den amerikanskejede højtalerfabrik ikke Johs.
Han sagde op og fik umiddelbart herefter tilbud to jobmuligheder som økonomidirektør.
Inden han nåede at træffe en beslutning blev et job hos Vestjysk Landboforening også en mulighed.
– Men hvad skulle jeg dog lave i en landboforening? Jeg kunne slet ikke forestille mig et job her, siger Johs og tegner med glimt i øjet korsets tegn i luften.
Johs. Enevoldsen er gift med Marian, som han konsekvent omtaler som sin bedre halvdel. Parret bor på en skovejendom ved Torsted med 12 hektar skov og har sammen to voksne sønner.
Det er også Marian, der får lavet en fordel- og ulempe-liste.
– Bagefter var valget nemt. Jeg har et helt fantastisk job i Vestjysk og har aldrig fortrudt et sekund, fastslår Johs Enevoldsen.
Efter en menneskealder som direktør for det hele i forskellige maskinvirksomheder er det tilsyneladende ikke lageret af store receptioner og rødvinsflasker, der trækker.
Solferie frem for vin
Så på dagen er Johs. på Gran Canaria sammen med sin bedre halvdel, hvor de også fejrer, at Marian fylder 60 år – dagen efter Johs.
Men mens Marian har valgt at gå på efterløn fra sit job i banken, vælger Johs. selv den blide afvænning og går på nedsat arbejdstid – en firedages arbejdsuge til sommer.
Han skal have tid til at vænne sig til muligheden for at leve drømmen ud om at se mere af verdenen, og for som han siger;
– Vi er minded for at rejse, og har du set noget af verdenen, så har du altid noget at snakke om…