Jubilæum: Pæn provo fejrer jubilæum med spade

Planteavlsrådgiver Søren Søndergaard har 25 års jubilæum i Vestjysk Landboforening. Det fejres med reception den 15. maj kl. 13:30 i Rep.salen på Herningvej 3 i Ringkøbing.
© Foto: Anita Corpas

PRESSE FOR VESTJYSK LANDBOFORENING

58-årige Søren Søndergaard er en høflig mand. Han har det bedst i marken. Med sin spade og fingrene i mulden. Sådan er der mange landmænd, der kender Søren i sit virke som planteavlsrådgiver hos Vestjysk Landboforening.

Derfor er det svært at forestille sig, at han kan være provokerende. Men det kan han, siger han.

– Jo, jeg kan godt finde på, at spørge landmanden, om han ved, hvad hans dæktryk er. Det siger en hel del.

Og således kan Søndergaard på nanosekunder forvandle sig fra en høflig smalltalker til en maskinteknisk fagnørd.

Især hvis emnet handler om reduceret jordbearbejdning, der netop handler om at belaste jorden mindst muligt.

Men også energiafgrøde eller planternes vækstbetingelser er områder, der har hans brændende interesse.

Husker som en elefant

Imidlertid er Søren Søndergaard særligt kendt for sin eminente hukommelse.

Han husker, hvis vejret opførte sig usædvanligt den 17. maj sidste år, og ved derfor, hvorfor høsten blev særlig god – eller ringe.

Og så husker han altid sine kollegers fødselsdage – ja, sågar også deres familiers mærkedage.

I det hele taget understreger kollegerne, at Søren er så fintfølende, at han straks mærker mistrivsel – ikke blot når det gælder planter i jorden, men også blandt de mennesker, han arbejder sammen med.

25 år med jord

Midt i maj fejrer Søren Søndergaard jubilæum med 25 år som planteavlsrådgiver i Vestjysk Landboforening.

Oprindeligt er han ældste søn fra fødegården på Holmsland i Vestjylland, som mange lokale vil kende for at huse Tind Tekstil og Kunst.

Imidlertid måtte Søren som ung helt opgive at blive mælkeproducent, fordi han har ko-allergi.

I stedet blev han uddannet landbrugstekniker med speciale i planter og arbejdede først otte år i Holstebro efterfulgt af et år i Aulum . Nu har han været i Ringkøbing i 25 år.

Søren Søndergaard er gift med Roselil og parret har sammen børnene Lars, Poul og Line.

I firserne købte familien en ejendom ved Skjern, hvor Søren sideløbende med sit job i knapt 20 år har haft en mindre svineproduktion.

I dag er svinestalden revet ned, og han nøjes med fortsat at drive sine knapt 20 hektar.

Udvikling holder én i jobbet

Tanken om jobskifte har ind imellem været på tale, men som så mange andre jubilarer hos Vestjysk Landboforening, så peger også Søren på, arbejdspladsen er god til at give sine ansatte frie hænder til at udvikle nye specialer.

Søren Søndergaard er derfor én af specialisterne bag landboforeningens meget medieomtalte pionerarbejde omkring energiafgrøder.

– Det er en helt ny driftsgren, som der ikke findes meget viden om. Det er meget inspirerende at arbejde med, pointerer Søren Søndergaard, der forventer at fortsætter sit virke i mange år endnu.

Vestjysk Landboforening er vært ved en reception den 15. maj kl. 13:30 for landmænd, forretningsforbindelser, kolleger, naboer, venner og familie i Rep.salen på Herningvej 3 i Ringkøbing.

 

Yderligere oplysninger:
Søren Søndergaard, planteavlsrådgiver hos Vestjysk Landboforening – direkte telefon 5137 7611