Ko-sygdommen kommer snigende

Hans Peter Hornbjerg (th) sammen med sin besætningsdyrlæge Edwin Linde.
© Fotos: Anita Corpas

Pressetekst & foto for  Vestjysk landboforening

Af Anita Corpas, corpas&co

MYCOPLASMA: Det er ikke fordi landmand Hans Peter Hornbjerg er en malerisk fortæller med farverige gloser.
Alligevel lagde der sig omgående en andægtig stilhed blandt de 400 landmandkolleger i Videbækhallen, da Danmarks hårdest ramte landmand åbent og ærligt fortalte om sin ni måneder lange og forgæves kamp for at redde sine 600 køer fra Mycoplasma Bovis ved Vestjysk Landboforenings faglige informationsmøde i Videbækhallen onsdag aften.

Med tilkæmpet ro og sindig neutralitet berettede den nordjyske landmand om den ondeste dag i april sidste år, hvor han opdagede en ko med koldsved. Dagen efter var flere køer syge. Køerne fik tiltagende store smerter og aflivningerne begyndte.

Ingen viden
Det var en gennemgang af et ni måneder langt forløb, hvor Hans Peter Hornbjerg magtesløst så sine køer falde om. Først aflives 7, så 44 så hundredvis.

– Ingen anede en bjælde om, hvad vi skulle gøre, sagde Hans Peter Hornbjerg med smerte i hvert ord.

De tilstedeværende holdt vejret. Flere fældede en tåre, mange har selv oplevet mindre udbrud af sygdommen, men ingen var ikke i tvivl om, hvor forfærdeligt et forløb, det er og har været. Ikke blot for bedriften, ens faglighed, økonomien men i særdeleshed også for hele familien.

Al behandling var virkningsløs. Staldene blev gentagende desinficeret, inventar revet ud og skiftet. Nye køer købt ind. Alt sammen uden virkning. Køerne fik hævede ben, blev blinde, øjnene poppede ud og fortsatte med at blive mere og mere syge.

Det går over
Hans Peter Hornbjerg sorterede køer og sorterede køer, indtil han ikke magtede det mere.  Han havde fået det råd, at de ikke behøvede at blive aflivet.

– Men det var en dårlig beslutning. Alle køer endte alligevel samme sted, sagde Hans Peter Hornbjerg, og det var heller ikke uden bitterhed, at han klandrede det officielle videnslandbrug for en vag rådgivning.

– Jeg fik blot at vide, at det ville gå over, sagde Hans Peter Hornberg og fortalte, at flere topkvægfolk ligeledes har gæstet hans bedrift uden andet resultat end at de kørte igen.

I oktober er 510 dyr aflivet.
– Alle de dyr vi har tilbage er invalide med fortrinsvist ledproblemer, og det lever de med. De giver 40-50 kilo den ene dag – næste dag er det et kilo, og så er de færdige.

– Vores stolthed var vores kalvestalde, der under hele forløbet er holdt frie…indtil i lørdags. Nu er de alle ramt, sluttede Hans Peter Hornbjerg og modtog aftenens allerstørste og varmeste bilfald.

Dybt berørt
Blandt tilhørerne var mælkeproducent Erling Bonde fra Skjern. I foråret har han selv måttet aflive 23 køer og 16 kalve og beretningen berørte ham dybt.

– Jeg er meget berørt, og jeg føler med Hans Peter. Det er utroligt flot, at han fortæller os om det her, for vi véd alle sammen alt for lidt, sagde Erling Bonde og forklarede, at det vigtigste lige nu er at få den rette rådgivning.

– Sygdommen er atypisk og uhyggelig, men rent psykisk er det så forfærdeligt at bære, sagde Erling Bonde.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.