Kolleger peger på vestjysk landboformand som ny øko-formand i Landbrug og Fødevarer

Økogårdene Skjern Enge

Søren Christensen har adskillige gange bevist, at han tør gå imod strømmen, og at han bliver stående i stormvejr, siger landmandskolleger. Foto: Anita Corpas

Landmandskolleger peger på Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening som ny formand for Landbrug og Fødevarers Økologisektion.

Økologisektionens Årsmøde i Landbrug og Fødevarer holdes den 29. oktober på Boltinggaard på Fyn.
PROGRAM OG TILMELDING TIL ØKOLOGISEKTORENS ÅRSMØDE 


Af Anita Corpas

Søren Christensen, formand for Vestjysk Landboforening opfordres til at stille op til formandsvalget i Landbrug og Fødevarers Økologisektion.

En opfordring der falder pludseligt efter, at Økologisektionens mangeårige og meget afholdte formand; Uffe Bie har valgt at trække sit kandidatur til posten.

Søren passer profilen

– Søren Christensen passer på den profil en formand for økologisektionen skal have.

– Økologisektionen har brug for en stærk og garvet forpost. Søren Christensen har adskillige gange bevist, at han tør gå imod strømmen, og at han bliver stående i stormvejr, siger Torben Sønderby, økologisk mælkeproducent og medlem af økologiudvalg og repræsentantskab i ARLA.

Også mælkeproducent og økolog Flemming Nyborg Jensen bakker op om den vestjyske landboformands kandidatur som ny øko-formand.

– Han vil være på bølgelængde med det politiske system med det samme helt på linje med den afgående, siger Flemming Nyborg Jensen.

Økonomi i økologi

Samstemmende forventer begge landmænd, at Søren Christensen har samme tilgang til økologisk produktion og afsætning som den hidtidige formand.

– Søren Christensen er garant for, at øko skal være for de mange og ikke for de få. Det ligger ham meget på sinde, at der er økonomi i økologi, understreger Torben Sønderby.

Søren Christensen har været aktiv politisk og organisatorisk i over 15 år.

I de seneste otte som enstemmigt genvalgt formand for Vestjysk Landboforening, og peger ofte i den egenskab både nationalt som regionalt på landbrugets problemer og potentiale.

Privat driver Søren Christensen en kødkvægsbedrift på 170 hektar med 130 ammekøer og 270 hektar naturpleje i Skjern Enge.

Derudover er han initiativtager fødevaresucces’en; økogårdene Skjern Enge og er indstillet til Årets Turisme Vækstpris 2014.

Et stærkt kort

En af de helt store udfordringer Økologisektionen står overfor lige nu er, at stadig flere økologer overvejer at vende tilbage til det konventionelle landbrug.

– Mange økologer er skræmt af de skærpede danske gødningsregler, der er lavere end de EU kræver, og det deraf vigende udbytte på markerne, siger han.

– Søren er en meget respekteret og troværdig formand og kollega. Han vil være vores stærkeste kort i arbejdet med at fremme økologi, pointerer Torben Sønderby til Vestjysk Landboforenings hjemmeside.

Imidlertid er hovedpersonen selv ydmyg overfor kollegerne opfordring til at stille op som ny formand for økologisektionen. Men han vil gerne.

– Det er meget specielt at blive bedt om at erstatte en populær formand.

– Uffe Bie har gjort en kæmpe indsats de seneste seks år med en linje, jeg selv er enig i og gerne vil videreføre, lyder det fåmælt fra Søren Christensen.

Yderligere oplysninger:
Torben Sønderby, økologisk mælkeproducent og  medlem af økologiudvalg og repræsentantskab i ARLA – direkte telefon; 2211 4606