Udpegede randzoner op ad udtørrede pytter og tilgroede vandløb er til had og evig debat i landbruget.
Nu inviterer Vestjysk Landboforening til demo i, hvordan randzoner rent faktisk kan være både intelligente og til gavn.
PRESSEFTEKST & FOTO VESTJYSK LANDBFORENING
Af Anita Corpas
Forskningsgruppen BufferTech er i samarbejde med Vestjysk Landboforening, Videncentret for landbrug og en række universiteter m.fl. i færd med et fireårigt forskningsprojekt på en mark op ad Kildsig Grøft ved Spjald.
Her skal anlægges en kunstig grøft langs med den eksisterende grøft. Vandet siver efterfølgende igennem den eksisterende 10-meter randzone, hvor blandt andet optaget af næringsstoffer bliver målt.
Formålet er, at dokumentere den reelle effekt af randzoner foruden at afdække, hvor de kan være bedst placeret og til størst gavn.
– Når randzoner er intelligent placeret, kan vi rent faktisk bruge dem til noget i landbruget, siger Lene Moth, biolog hos Vestjysk Landboforening.
– Forventningen er, at randzoner, der bliver placeret og tilpasset udvalgte områder og forhold, kan give gevinst, ikke blot til natur- og miljø, men også til landbruget.
Effektivt optag
Forskere har allerede inddelt området og anlagt målestation og forskellig vegetation, for også at teste, om der er planter, der vil være særligt egnet til formålet.
Og jo større optag af næringsstoffer planterne i randzonen har, des bedre kan man gøde effektivt.
– Hvis landmanden kan nedsætte sin udledning, kan han gøde mere effektivt på sine marker, og dermed opnå en højere proteinkvalitet på sine afgrøder, siger planteavlsrådgiver Søren Søndergaard og påpeger;
– Det vil blandt andet betyde, at vi ikke behøver at importere fra Tyskland.
Holder på jorden
Imidlertid er en velplaceret randzone med gennemtænkt vegetation også en intelligent løsning på det vestjyske problem med at jorden nogen steder skylles af markerne.
– De øgede mængder nedbør skyller den gode muld af markerne, men vi kan allerede nu se, at den nye randzone holder jorden væk fra vandløbet, siger Søren Søndergaard.
Tidspunkt:
Fredag den 7. november fra kl. 14:30–17:00.
Sted:
Vantingvej 4, 6971 Spjald
Husk varmt tøj og praktisk fodtøj, da arrangementet foregår udendørs.
PROGRAM:
Professor Brian Kronvang, Aarhus Universitet om mulighederne for at optimere randzoners mange funktioner og skabe økonomiske samfundsgevinster.
Seniorforsker Goswin Heckrath, Aarhus Universitet demonstrerer droneflyvning over de erosionsfølsomme arealer ved projektområdet.
Søren Christensen, Vestjysk Landboforening orienterer om perspektiverne i intelligente ranzoner for både landbruget og samfundet.