Whisky-krabater til gode råd om pigesure landmandskoner

Solvejg Høj

Vi kvinder kan have en upraktisk adfærd, der gør, at vi ikke opnår det, vi egentlig gerne vil, siger socialrådgiver Solvejg Høj og inviterer landmændene til Nytårskur med whisky-krabater.

Vestjysk Landboforening inviterer sine aktive landmand på nytårskur den 8. januar med liflige whisky-krabater og østrogenchok, der skal sikre harmoni i stuehusene rundt om på bedrifterne.

PRESSE FOR VESTJYSK LANDBOFORENING

Tekst & foto Anita Corpas

Vestjysk Landboforening inviterer sine medlemmer til nytårskur med liflig whisky fra Stauning serveret med kvalitetshotdogs fra Økogårdene Skjern Enge.

Formålet med forkælelsen er at klare ørerne og gøre landmændene modtagelige for gode råd om at håndtere kvindekønnet og få mere ro på bagsmækken.

– Vi vil gerne forkæle vores landmænd. Men med til forkælelse hører også gode tips til, hvordan hverdagen kan blive lettere ved at forstå kvinderne, siger Solvejg Høj, socialrådgiver for Vestjysk Landboforening og initiativtager til Nytårskur for landmænd.

Solvejg Høj har gennem flere år stået for adskillige erfagrupper og workshops for kriseramte landbofamilier rundt om i landet.

Kvinde kend dig selv

Senest har Solvejg Høj også haft workshop for kvinder, der gerne vil forstå sig selv bedre.

– Vi kvinder kan have en upraktisk adfærd, der gør, at vi ikke opnår det, vi egentlig gerne vil.

– Manden kan derfor have brug for at vide, hvordan han skal agere, når hans kvinde bliver pigesur, vil styre det hele og ikke tager ”hamsjæl” med på råd, siger Solvejg Høj.

Hun forklarer; at parrene typisk går fejl af hinandens kommunikation i en stresset hverdag, eller når bedriften får problemer.

– Jeg oplever det, når jeg kommer rundt på bedrifterne og hører, hvordan familierne bokser med ægteskabet. Det vil vi gerne gøre noget ved, siger Solvejg Høj.

Lifligt østrogenchok

Til at fortælle landmændene, hvordan de skal sikre harmoni i stuehusene rundt om på bedrifterne har Solvejg Høj inviteret erhvervspsykolog Birthe Kyed Olesen, der har stor erfaring i at håndtere alt fra stress til trusler, konfliktløsning og den svære samtale.

For at lindre et eventuelt østrogenchok introducerer Stauning whisky alt imens sine produkter serveret med lækre økohotdogs fra Økogårdene Skjern Enge svøbt i bagt brød af whiskybrygningens biprodukt.

Kuren er primært for aktive medlemmer i Vestjysk Landboforening og tilmelding er nødvendig. Enten på telefon inden den 19. december eller på Vestjysk Landboforenings hjemmeside.

TID OG STED:
Torsdag den 8. januar kl. 19.00-22.00
Vestjysk Landboforening, Herningvej 3, Ringkøbing.

Pris pr. deltager: 350 kr. inkl. prøvesmagning.

Tilmelding nødvendig senest fredag den 19. december
inden kl. 12.00 på tlf. 96 80 12 00 eller på tilmelding

Yderligere information:
Solvejg Høj, socialrådgiver hos Vestjysk Landboforening – direkte telefon 4036 8788