VJL / Smag på vestjyske lækkerbidder

PRESSE – VESTJYSK LANDBOFORENING

 

Sidst i september stiller hele den vestjyske fødevareflåde op langs fjorden i Ringkøbing med lækre prøver på alt i vestjyske godbidder.

 

Af Anita Corpas

 

Sidst i september er der for første gang kræs til alle kræsne ganer i Ringkøbing.

Det er foreningen Kulinarisk Vestjylland, der arrangerer sit aller første fødevaremarked foran rådhuset i Ringkøbing med over 30 boder.

 

Her stiller den farverige vestjyske fødevarepalet op langs fjorden med lækre smagsprøver på alt i fisk, dansk kødkvæg, nyskudt vildt, godt nybagt brød, frisk frugt og grønt, honning, chokolade og endda bolcher, som ganske fristende efterfølgende kan skylles ned med øko-vin eller lokalt mikro-bryg.

 

– Der er tradition for at vestjyderne producerer gedigne fødevare, der i stor stil nydes over hele landet. Men vi har slet ikke sammen tradition for at markedsføre os selv, derfor er markedet vores lokale udstillingsvindue, siger Jens Møller Nielsen, direktør for Vestjysk Landboforening og bestyrelsesmedlem i den nye delikatesseforening.

 

For vestjyder praler ikke sådan af sig selv, og da Danmark er behæftet med et ganske godt ry som landbrugsproducent i udlandet, må man gerne formidle verdenssucceser, mener direktøren.

 

– På markedet kan de besøgende se, dufte, røre og prøvesmage alle de lækre fødevarer, som enten bliver produceret eller er solgt her i Vestjylland, pointerer han.

 

Show køkken

I halen på kvalitative nicheproduktioner og succesfulde mikrobryggerier stiller 4H og en række lokale hoteller med et showkøkken for at give de interesserede et bud på fødekæden, der dog af lovmæssige hensyn og sarte sjæle ikke byder på en slagtningen.

 

I stedet starter fødekæden ved råvaren for slutteligt at ende kyndigt tilberedt på spisebordet.

 

– Faktisk er der for mange børn, der slet ikke ved, hvor produkterne kommer fra, det vil vi gerne bidrage til at oplyse om, siger Jens Møller Nielsen.

Han forklarer, at vil være spisetelte med smagsprøver på den tilberedte mad og hvor man kan nyde diverse købte drikkevarer og specialiteter.

 

– I dag er forbrugere generelt meget bevidste om, hvad de køber. Og når du handler, tager du stilling. Det gør du også, når du køber vestjysk lækkerier, fastslår Jens Møller Nielsen.

 

Fødevaremarkedet finder sted i weekenden den 27.28. septemeber mellem 10:00-16:00.

Kulinarisk Vestjylland er ud over Vestjysk Landboforening et foreningssamarbejde mellem mediehuset Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Ringkøbing Fjord Handels & TurismeCenter, Ringkøbing Handelsforening og Holmsland Klit Turistforening.