Politik er blevet en opvisning i spin. Uden for festen står vi vælgere med vores krydser og ved ikke, hvad fanden vi skal gøre og skide i.
Men der er en mislyd. Der er noget, der banker. Hårdt. Hold nu op. Det er mit ræverøde solidariske og socialistiske hjerte.
Gud, har jeg sådan ét?
Af Anita Corpas, journalist DJ
”Hjemme hos os er der ikke noget, der hedder; det er lige meget”.
Alligevel må jeg lidt bleg i knæene vedgå, at det er blevet lidt “lige meget” med politik, og for første gang nogensinde overvejer jeg at stemme blankt.
Se nu fx ved den første topduel mellem statsministerkandidaterne, hvor Lars Løkke forsøger sig med en helt ny stil. Den underdanige. Den, der ikke rigtig kan stå imod, når hende den lange med de dyre vaner knalder ham én.
”2000 kroner Lars løkke…hvad var det, du sagde, man kunne få for 2000 kr. Lars …. Et par sko”.
”700 i arbejde, Lars. Tror du virkelig, at der er nogen, der tror på de tal, Lars? 700 i arbejde ud af 40.000 ud af 38.000. 14.000. 17.200…..20.000 minus 6500… jeg har 39 milliarder, du rejser rundt med 20 milliarder, jeg har regnet, du har ikke regnet. Læg en plan, Lars fremlæg en plan, kom nu Lars”
… suk….
Der er ingen tvivl om, at det tårnhøje helvede kvaste det lille brede håb hos Lars Løkke i det nye Colosseum foran Christiansborg.
Det lignede i hvert fald ikke den velkendte levemand at finde sig så ydmygt i den omgang verbale prygl.
Jeg var forundret, for der er da ingen som ham, der har nedladende venstreretorik indopereret direkte i mundtøjet og til hver en tid kan replicere; jeg vil ikke diskutere på det niveau….
Hvad er der sket? For stod Lars ikke der som en dreng i korte bukser, mens overformynderiet tordnede i luftlag, som kun er forundt de få at være i?
Jo, det gjorde han, alt imens jeg ikke blev en hønefis klogere på, hvad det er, de to hver især vil gøre for mig eller mit land.
Men det er jo heller ikke meningen, for politik er blevet en opvisning i spin. Hvor journalister narrer journalister og viser, hvor smarte nogen af dem er. Alt i mens politikere taler indforstået med sig selv og hinanden og med medier på twitter.
Uden for festen står vi vælgere med vores krydser og ved ikke, hvad fanden vi skal gøre og skide i.
Denne aften forglemte statsministeren vist helt sig selv og blev grebet af, hvor selvfed hun kan være, og formentlig i en grad, der ligger fjernt fra al den medierådgivning, hun har fået.
Resultatet var da også, at man jo fik helt ondt af ham den lille, der oven i købet har tabt sig ni kilo til lejligheden og er blevet sådan en pæn mand.
1-0 til spin-ikonerne fra Venstre.
Tilbage sidder jeg med livets teater foran mig og tænker, hvad i hede hule h… er det i grunden, jeg får for mine skattekroner….?
Jeg er virksomhedsejer, og som selvstændig erhvervsdrivende er der ligesom fulgt en kapitalistisk svinehund med forretningen.
Derfor ruller Otto van Flottenheim sig da også gevaldigt festligt i al tale om at sænke skatterne, sænke ulandsbistanden, sænke kontanthjælpen….
Ja, for helvede. Pengene yngler sg ligesom bedre i mine lommer end i andres betrængte vilkår.
Og nej nej nej, jeg betaler ikke min skat med glæde. Det er et fuldkommen overdrevent statement, og en dygtig revisor sørger da også hvert år for at begrænse mine tab mest muligt.
Og når DF smører godt med fremmedrædsel og indvandrerfrygt på løftet om samarbejde til højre, så er Otto helt oppe og lægge de to svinekødben over kryds ved liste V.
Men kapitalistsvinet bliver nu altså noget usikker, når den mand, der vil lede mig og landet ikke kan få noget så simpelt som en lille historie til at hænge sammen…. Hverken en gang eller to gange eller…
Vi taler dog om en topchef, der repræsenterer et parti, der betaler alt fra underbukser til medierådgivning. Hvordan kan sådan en mægtig mand undgå at dække sin rumpe med hardcore dokumentation?
Helt ærligt.
For mig ligner det manglende overblik og dårligt lederskab. Han kan da ikke lede mig og da slet ikke Danmark? Mener I virkelig det?
Kapitalistsvinet Otto van Flottenheim gør af fuld hals; jojojo, fuck da det. Det er der da aldrig nogen, der opdager mand. Slap nu af. Træk det fra i skat eller noget.
Men der er en mislyd. Der er noget, der banker. Hårdt. Hold nu op. Det er mit ræverøde solidariske og socialistiske hjerte. Gud, har jeg sådan ét?
Arh mand, gaaab, grynter Otto.
Okay, hvis jeg nu stemmer på S, så viser jeg min røde vilje, og så får vi jo også lidt Løkke-politik alligevel. Og jeg er nu lidt stolt, når Helle Thorning Schmidt repræsenterer Danmark. En flot kvinde med god stil. Og så kan hun tale fremmesprog, så vores lille lorte-land ikke bliver til grin.
Hun er venner med verdens mest betydningsfulde mennesker – om end hun åbenbart er lige lovlig ”god veninde” med Angela Merkel.
Hun har vist, at hun kan gøre, hvad Fogh kunne.
Endda bedre.
For mens han solgte vores deltagelse til Irak-krigen og blev venner med Bush, solgte hun os til Afghanistan og blev venner med Obama plus at hele verden ikke blev levnet tvivl om venskabet.
Og det gør ikke mig noget, at hun har dyre vaner. Jeg havde selv hang til B&O i 90’erne, da de havde et banebrydende design, og jeg er altså nu engang blandt de, der mener, at en ægte socialdemokrat ikke behøver at gå i gabardine.
Men så begynder de behårede kameler at stå i kø. Under stram ledelse af de radikale reformerer hun vores system.
Og tilgiv mig, at det ikke var kontanthjælpsreform eller velfærdsydelser til EU-borgere, der arbejder i Danmark, der rystede mig mest.
Derimod var det det drabelige indhug i offentlighedsloven, salget af nationalklenodiet; DONG og den helt fuldkommen tænderskærende erkendelse af, at S på fjerde år nægter at genoprette den absolutte mest hellige socialdemokratisk kerneværdi; dagpengesystemet….
Som timerne ruller nærmere valget hører vi i stedet, hvor enige S er med V. At SF danner fællesaftale med DF
….arhmen, for helvede.
Engang i tidernes morgen, for vel nærmest tre årtier siden oplevede jeg, hvordan rigtig solidaritet fungerer.
Jeg har oplevet, hvordan mere velbjergede kolleger hævede os lavestlønnede, og jeg har set hvordan fagbevægelsen kunne fungere, og hvad det vil sige at kunne stå sammen.
Jeg har oplevet, at mennesker rent faktisk godt vil tage vare på hinanden, sikre et solidarisk system, bidrage, når andre ikke har muligheden.
Dengang deltog jeg i 1. maj og følte samhørighed med alle de andre. I dag savner jeg, at vi i vores samfund ikke udelukkende tænker på, hvad der er økonomisk rentabelt.
Og for at lukke arret på Otto van Flottenheim har jeg brug for mennesker, der er bedre end jeg selv.
Mennesker, der er rene i hjertet, og som ikke tænker på at rage til sig selv, men som sørger for, at vi, der har råd, betaler for de, der ikke har.
Sørger for, at vi har et samfund, hvor syge på hospitalerne ikke ligger på gangene, at ældreomsorg ikke er mad som end ikke dyr gider æde. At vi får ressourcer til at hjælpe de ældre, de syge, de handicappede, de uden arbejde. De svageste…
Jamen, det er jo sådan et samfund, jeg gerne vil leve i.
I stedet føles det bare som om, at dagens politikere har glemt, hvad det er, minister rent faktisk betyder.
Minister betyder tjener. En tjener for folket…. Men måske skulle vi kalde det noget andet.
Vi kunne kalde det medister, noget man bliver fed af….
Værd at læse: En utroværdig valgkamp, Mandagmorgen
Anita Cramer Corpas er erfaren journalist og kommunikationsrådgiver.
Speciale: Journalistik i almindelighed, landbrug, nyheder, succeshistorier, kommunikation og mediekontakt.
